Socialdemokrat banket på plads
Ango Winthers (S) kritik af partifælle kulturrådmand Jacob B. Johansen er nu ikke eksisterende.
Socialdemokraten Ango Winther beklager nu, at han har langet ud efter sin partifælle kulturrådmand Jacob B. Johansen (S). Det sker efter et møde mandag morgen i den socialdemokratiske gruppebestyrelse.
I fredags kritiserede han i en pressemeddelelse sin partifælle kulturrådmand Jacob B. Johansen (S), idet han, sammen med Keld Hvalsø Nedergaard (EL), havde han mistet tålmodigheden med kulturrådmanden. Stridens kerne er Ridehusets mure, hvor der under Spot Festival er ophængt bannere.
Det, mener anmelderne, ødelægger den bevaringsværdige bygning. Allerede i april truede de to byrådsmedlemmer med en anmeldelse af kommunen til Kulturarvstyrelsen, men opgav sagen, da kulturrådmanden overbeviste dem om, at der var ved at blive lavet faste rammer for ophængningen af reklamer på Ridehuset.
Brev til Kulturarvstyrelsen
»Men jeg synes, at de har været ualmindelige langsomme i den forvaltning. Trods advarsler og indsigelser er man blot fortsat med at ødelægge bygningen,« udtalte Ango Winter i pressemeddelelsen, hvori han beklagede, at det er hans egen rådmand, det går ud over.
Ikke desto mindre fastslog han, at der nu ville blive sendt et brev til Kulturarvstyrelsen.
Men det passer tilsyneladende ikke.
I en pressemeddelelse udsendt af kulturrådmand Jacob B. Johansen på vegne af den socialdemokratiske gruppebestyrelse blev der på mødet konstateret: »at en anmeldelse ikke er afsendt på trods af, hvad der er fremgået af dagspressen. Ligeledes blev det konkluderet, at der heller ikke forelægger en situation, hvor der er grundlag for en anmeldelse til Kulturarvstyrelsen.
Trækker i land
I meddelelsen trækker Ango Winther i land:
»Jeg skal beklage, at mine udtalelser er blevet udlagt, som en kritik af rådmanden for kultur og borgerservice. Det har ikke været hensigten. Jeg er fuldt ud tilfreds med den løsning, rådmanden allerede har skitseret, og jeg tager hans orientering til efterretning,« udtaler Ango Winther.
Over for JP Århus uddyber han sin nye kurs:
»Det er i erkendelse af, at Socialdemokratiet og de konservative - før at Jacob tiltrådte som rådmand - har lavet en aftale med magistratens 2. afdeling om, hvordan tingene skal være,« fortæller Ango Winther, der tilføjer, at han ikke var klar over, at reklamen om Spot-festivalen var aftalt inden aftalen om de nye regler, men fremadrettet vil reklamer overholde de indgåede aftaler.
»Kultur og borgerservice er i tæt dialog med teknik og miljø om en varig løsning omkring ophængning af reklame for arrangementer i Ridehuset. Jeg er glad for, at gruppebestyrelsen bakker op om den løsning, jeg tidligere har skitseret,« lyder det fra Jacob B. Johansen.