Stor ekstraregning venter aarhusianerne ved milliarddyrt tunnelprojekt
Nye tal viser, at der er store udgifter forbundet med at flytte infrastruktur i jorden, når Marselistunnelen skal bygges.
Forleden gav Folketinget endegyldigt grønt lys til Marselistunnelen.
Over fire milliarder kommer det til at koste, og Aarhus Kommune og Aarhus Havn bidrager samlet med 600 millioner kroner.
Men den enkelte aarhusianer kommer også til at bidrage med andet end skattekroner. Der venter dem nemlig en gedigen ekstraregning for at flytte den infrastruktur, der ligger i jorden.
Ifølge nye tal, som Aarhus Kommune har givet i en besvarelse til byrådsmedlem Metin Aydin (RV), estimerer man, at det vil koste 211-228 millioner kroner at flytte sådan noget som kloakrør, vandledninger, elledninger og varmerør.
Og det er penge, der kommer til at gå fra aarhusianernes egne lommer i form af øgede takster hos de kommunale forsyningsselskaber.
Det bekræfter Vejdirektoratet, der står for det statslige milliardprojekt, over for avisen.
»Omkostninger til ledningsomlægninger ikke er en del af anlægsbudgettet og dermed den bevilling, der følger med anlægsloven. Hovedparten af ledningerne ligger efter gæsteprincippet, hvilket betyder at ledningsejeren (f.eks. et forsyningsselskab) betragtes som en ”gæst” på grunden. Hvis ledningen skal flyttes, fordi den er ligger i vejen for et projekt, er det ledningsejeren, der skal betale for flytningen og de dertilhørende omkostninger,« skriver Vejdirektoratet.
De største udgifter får Aarhus Vand, der estimerer, at regningen kommer til at lyde på 115-130 millioner kroner.
Varmeselskabet Kredsløb forventer at have en udgift på 95 millioner kroner forbundet med Marselistunnelen.
Tallene er behæftet med stor usikkerhed, anfører kommunen, da der er lang tid til, at arbejdet skal laves.
Ifølge selskaberne bliver konsekvenserne for den enkeltes pengepung dog til at overse.
Aarhus Vand oplyser, at man formoder, at beløbet skal opkræves over taksten, men med en afskrivning over 75 år, så taksten blot øges med 8-10 øre pr. kubikmeter.
Det samme gælder Kredsløb, der også afskriver udgiften over mange år, og der var under alle omstændigheder en regning på vej.
»Det er vigtigt at bemærke, at vi alligevel står med et snarligt behov for at renovere ledningen ved Marselistunnellen, og derfor samtænkes de to ting selvfølgelig,« skriver forsyningsselskabet.