Fortsæt til indhold
Aarhus

Prisen på Aarhus-tunnel er eksploderet - og det kan blive værre

Vejdirektoratet forventer, at den nye Marselistunnel vil koste over fire milliarder kroner.

Præcisering: Efter artiklens udgivelse har Vejdirektoratet henvendt sig med ønske om en præcisering. Vejdirektoratet anfører, at de 2,7 mia. kr., der blev afsat i Infrastrukturplanen i 2021 efter indeksregulering er steget til 3,43 mia. kr. i 2024. Derfor er projektets reelle fordyrelse ift. Infrastrukturplanen ifølge Vejdirektoratet ca. 720 mio. kr..

Det bliver markant dyrere end forventet at grave en to kilometer lang tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus.

Det viser den miljøkonsekvensvurdering af projektet, som Vejdirektoratet torsdag offentliggjorde.

Hele 4.150.000.000 kroner lyder det såkaldte anlægsoverslag på.

Dermed er prisen på projektet eksploderet på blot få år.

Da folketinget i 2021 med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen underskrev en partnerskabs- og anlægsaftale med Aarhus Kommune, lød prisestimatet nemlig på 2,7 mia. kr..

»Alle projekter inden for transportområdet bliver dyrere end forventet. Da det her projekt blev aftalt, havde vi lavkonjunktur og fred i verden. Nu er vi bare et helt andet sted,« forklarer transportminister Thomas Danielsen (V) til Din Avis Aarhus Onsdag.

»Priserne er eksploderet, og det giver nogle generelle problemer. Men det skal vi håndtere, for vi skal lave den tunnel. Det er blandt andet blevet billigere af, at vi nu kan bruge overskudsjord til en støjvold tæt på projektet,« pointerer han.

Tunnelarbejdet er først planlagt til at gå i gang i 2027/2028, og det kan sagtens nå at blive dyrere.

I hvert fald oplyser Vejdirektoratet, at det er en risiko.

»Den største risiko i projektet forventes at være usikkerheder på de beregnede mængder, som kan fordyre projektet,« lyder det i miljøkonsekvensvurderingen.

Ydermere viser beregningerne, at den samfundsøkonomiske værdi er udfordret.

»Jeg er en utrolig glad finansminister, der i dag skriver under på, at vi får Marselistunnellen på plads i en aftale mellem Aarhus Kommune og staten. Nu kommer tunnellen, pengene er sat af,« sagde Nicolai Wammen i 2021. Foto: Joachim Ladefoged

Minister: Stadig en god idé

Statslige anlægsprojekter anses for at være rentable for samfundet, hvis de har en intern rente, der er højere end 3,5 pct.. Med de nuværende forudsætninger i tunnelprojektet lyder den interne rente dog blot på 2,3 pct..

Det får dog ikke Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø, til at vakle i troen på, at tunnelen bliver bygget.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at hele projektet går i vasken, og det er jo svært at lave en halv tunnel, så jeg håber selvfølgelig på, at de finder en løsning. Det giver da en lille bekymring i glæden over projektets fremdrift, men jeg hører også, at det er noget, som mange mennesker er interesseret i skal lykkes. Jeg tror på det.«

Transportminister Thomas Danielsen anerkender, at der er risiko for, at projektet bliver dyrere, men han vil ikke give et bud på, hvor galt det kan gå.

Nu er havneudvidelsen, et af de helt store argumenter for projektet, jo blevet droppet. Er du stadig overbevist om, at det er en god idé at bygge tunnelen?

»Ja, det er det. Og jeg tror også, at der kommer en havneudvidelse på et tidspunkt, for det er der potentiale for,« siger ministeren.

Da man i 2021 underskrev aftalen mellem staten og regeringen, var finansieringen således, at staten skulle betale 2,1 mia. kr. for projektet, mens Aarhus Kommune og Aarhus Havn tilsammen skulle bidrage med 600 mio. kr..

De to parter skal fortsat kun bidrage med 300 mio. kr. hver. Beløbet er fast, og der vil ikke ske prisfremskrivning, fastslår Aarhus Kommune i et skriftligt svar til avisen.