Aarhus Kommune planter 61 japanske kirsebærtræer på Vestre Kirkegård
Med inspiration fra København får kirkegården en lyserød allé – måske allerede fra maj. »Det er noget, man har ønsket på kirkegården i lang tid, men først nu har vi kunnet prioritere ressourcerne til projektet,« lyder det fra kommunen.
61 japanske kirsebærtræer fra Holland er på vej ned i den aarhusianske muld, og tilsammen skal de dekorere en længere allé på Vestre Kirkegård i Aarhus C.
»Hvis vi er heldige, blomstrer de 61 nye træer allerede til maj i år,« oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen på sin Facebook-side, ”Natur & Miljø i Aarhus” mandag.
På japansk hedder kirsebærtræet sakura og er nok bedst kendt for sine karakteristiske lyserøde blomster. Flere genkender muligvis også træsorten, som også findes i Mindeparken i Aarhus.
Herhjemme er selve idéen om at placere de iøjnefaldende træer langs en allé på en dansk kirkegård heller ikke ligefrem nogen ny opfindelse. Til gengæld er det noget, der har vist sig at kunne få få folk op af stolen i mere end én forstand.
Desværre har vi før oplevet, at besøgende ikke har vist tilstrækkeligt hensyn til dem, som er på kirkegården af helt andre årsager.Jakob Tamsmark, enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
Endte i løftet pegefinger
For siden 1992 har man haft en lyserød allé med træerne på Bispebjerg Kirkegård i København.
Og her er træerne blevet et ret så populært udflugtsmål, når træerne altså blomstrer i løbet af foråret.
For så kan man nærmest ikke se alléen for bare træer – og flokkevis af børnefamilier, ældre og dem, der lige skal fange det helt rigtige billede til Instagram.
Faktisk er alléen og træerne i dag blevet så stort et tilløbsstykke, at Københavns Kommune sidste år følte sig nødsaget til at indføre en decideret ensretning ved kirsebæralléen for at give »et bedre flow og en bedre oplevelse for de mange besøgende«, som det lød i en pressemeddelelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
Og ved samme lejlighed opfordrede man også de besøgende til at opføre sig ordentligt:
»Desværre har vi før oplevet, at besøgende ikke har vist tilstrækkeligt hensyn til dem, som er på kirkegården af helt andre årsager. Det kan være efterladte, som sørger over et afdødt familiemedlem, og de har altså førsteprioritet. De er der ikke for at glædes over blomstrende træer, men for at finde ro, og det skal der være plads til.«
»Så vær opmærksom, når du besøger kirkegården, og udvis den omtanke,« udtalte Jakob Tamsmark, enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, dengang.
Lang fødsel
Om den slags også bliver et tema i Aarhus, vil tiden vise.
Tid – og rigelige mængder af den – har det også taget at få de nye træer op. For træerne må siges at have været længe undervejs.
Selve ideen om at få nogle træer langs de engang tomme alléer på Vestre Kirkegård blev allerførste gang plantet i en kommunal udviklingsplan for de aarhusianske kirkegårde tilbage i 2009.
»Det er noget, man har ønsket på kirkegården i lang tid, men først nu har vi kunnet prioritere ressourcerne til projektet,« fortæller Johannes Jørgensen, der er projektleder i afdelingen for grønne områder i Aarhus Kommune.
Cirka 100.000 kr. koster det at anskaffe sig de 61 japanske kirsebærtræer.
Og at de kommer nu, flugter også med, at byrådet har besluttet, at de kommunale kirkegårde Vestre- og Nordre Kirkegård i højere grad også skal bruges rekreativt, bl.a. fordi der nu er kommet mere plads her:
»Der kommer færre og færre kistebegravelser, og flere går over til en urne, og de fylder jo betydeligt mindre. Så med tiden kommer der også mere plads på kirkegårdene,« fortæller Johannes Jørgensen.
Spænding til maj
Det vækker dog ikke kun glæde i det aarhusianske, at de lyserøde træer nu er på vej.
I kommentarsporet til kommunens opslag er der også enkelte, der både spørger til, hvorfor der i det hele taget skal være mere liv på en kirkegård? Og hvorfor planter man ikke nogle træer, »som er til glæde for fugle og insekter«?
»Og det jo rigtigt nok, at de træer får blomster, men ikke frugter, som dyr kan spise af. Men her er bagtanken også, at der er så utrolig meget biodiversitetsfremmende på netop Vestre Kirkegård i forvejen, at vi har vurderet, at det godt kan forsvares at plante træerne lige præcis her,« siger Johannes Jørgensen.
På Vestre Kirkegård er der nemlig allerede 870 træer – og foruden buske og småtræer på gravene, så er der også et stort insekthotel. Går alt vel, så blomstrer de nye træer om kap med alle dem, der er der i forvejen, engang i maj.
»Men vi er også lidt spændte – for det er ikke altid, at de blomstrer i første sæson. Men vi håber i hvert fald på det,« siger Johannes Jørgensen, der altså ikke kan love, at de allerede blomstrer i år.
»Men ellers går vi stærkt ud fra, at de kommer næste år,« siger han afslutningsvist.