Fortsæt til indhold
Aarhus

Firma skulle håndtere kasseret tøj. Nu er samarbejdet stoppet

Virksomheden Nirantex skulle genanvende ødelagt tøj fra borgerne i flere østjyske kommuner. Men et kontrolbesøg viste en anden virkelighed.

Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen.

Når aarhusianere smider deres hullede sokker og slidte håndklæder i skraldespanden, skal de gå direkte videre til genanvendelse.

Men Jyllands-Posten kan nu afsløre, at genanvendelsen af tekstiler for tiden er sat på pause.

Det skyldes, at virksomheden Nirantex, som skulle sortere tekstilaffaldet, er under mistanke for at have anden interesse end genanvendelse for øje.

I stedet har Nirantex »baseret sin produktion og primære indtægt« på at sælge genbrugelige tøjstykker, som virksomheden bl.a. får ved at pille salgbart tøj ud af aarhusianernes tekstilaffald. Det fremgår af en rapport fra Kredsløb, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Derudover har Nirantex ifølge rapporten ikke afsat tekstiler til fibergenvinding, mens det heller ikke kan dokumenteres, hvor stor en procentdel af de indsamlede mængder der faktisk er blevet genanvendt.

Til gengæld har virksomheden afsat genbrugsegnede tekstiler fra Aarhus til Dubai, hvor der ikke er samme krav til affaldshåndtering som i Danmark, fortæller Lars Banke, chef for genbrug hos Kredsløb, der står for håndteringen af affaldet i Aarhus Kommune.

»Det er ikke det, der har været hensigten. Vi skal have aktører, der kan være med til at genanvende tekstil ved at spinne bomulden op igen eller bruge polyesterdelen på andre måder,« siger Lars Banke.

Nirantex’ ageren er i strid med rammerne for aftalen mellem Kredsløb og virksomheden Stena, som bruger Nirantex som underleverandør.

Hverken Stena eller Kredsløb gå i detaljer om økonomien i samarbejdet.

Anmeldt kontrol

Kredsløb blev først opmærksom på problemerne med Stenas brug af Nirantex som underleverandør, efter at Jyllands-Posten for nylig afdækkede affaldets rejse fra skraldespand til genanvendelse.

Efterfølgende skrev Tom Ellegaard, udviklingsingeniør i Kredsløb, således følgende mail til Stena:

»Vil det være o.k. for jer, at jeg kontakter og besøger Nirantex? P.s. blot til jeres info, så er der o.k. tilfredshed med JP-artiklen her i huset. Tænker ikke at alm. læsere lægger mærke til helt det samme, som vi gør.«

Forespørgslen førte til, at Kredsløb den 23. oktober foretog et anmeldt kontrolbesøg hos Nirantex, som tog sig af tekstilerne for Stena.

Besøget fik med det samme alarmklokkerne til at ringe hos Kredsløb, der i en rapport dateret en uge efter besøget anmodede om et omgående stop af samarbejdet med Nirantex.

»Da ovenstående problematikker dels ikke ligger inden for rammerne af aftalen og dels ikke er tilstrækkeligt belyst, kan vi ikke godkende Stenas benyttelse af Nirantex som samarbejdspartner til afsætning af tekstiler,« skriver Tom Ellegaard til Stena og fortsætter:

»Vi anmoder derfor om, at samarbejdet med Nirantex stoppes, indtil der ligger tilstrækkelig dokumentation for, at samarbejdet kan ske inden for rammerne. Ingen tekstiler i relation til FAAR-aftalen må afsættes til Dubai,« afsluttes rapporten.

Det er et problem, at Nirantex har en forretning kørende på at sælge tøj, fordi der slet ikke bør indgå genbrugeligt tøj i de samlede mængder, understreger Kredsløbs chef, Lars Banke.

Han påpeger, at tøj, der kan genbruges, skal gå til Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, og derfor er tøjet havnet i affaldsspandene, fordi borgerne har sorteret forkert.

»Vi handler med genbrugstøj«

Nirantex ligger i Hørning lidt uden for Aarhus og består af 10-12 medarbejdere.

Virksomheden går ikke med planer om at kunne fibergenvinde i fremtiden. Det fortæller Karin Trap Hansen, der er kontorassistent hos Nirantex. Hun siger, at hun udtaler sig på vegne af virksomheden, fordi den daglige leder ikke er så god til dansk.

»Vores primære forretning vil også i fremtiden være genbrugstøj – og pudseklude,« siger hun.

Har Stena fortalt jer, at I ikke må sende tekstiler uden for EU?

»Lad os lige slå det helt fast. Vi handler med genbrugstøj. T-shirts og så videre. Dem pakker vi og sælger – også uden for EU,« siger Karin Trap Hansen og tilføjer:

»Kredsløb leverer tekstilaffald til os via Stena. Det, der kan bruges, laver vi til klude. Og det der ikke kan bruges til klude, som måske er vådt og så videre, bliver forbrændt i Danmark.«

At Kredsløb i rapporten nævner, at Nirantex sender tekstiler til Dubai, mener Karin Trap Hansen drejer sig om det genbrugstøj, borgerne ved en fejl smider ud som tekstilaffald.

»Det må være genbrugstøjet, de henviser til, for det sker jo, at der er brugbart genbrugstøj i poserne fra Kredsløb,« siger hun.

Nirantex har siden august fået tilsendt tekstiler til genanvendelse fra borgere i Aarhus Kommune, Norddjurs Kommune, Syddjurs Kommune og Favrskov Kommune.

Tekstilaffald stables i lagerhal

Lars Banke siger, at Stena har fulgt Kredsløbs krav om at stoppe med at bruge Nirantex som underleverandør:

»Stena har reageret og indstillet arbejdet med Nirantex.«

Ifølge genbrugschefen afventer Kredsløb lige nu, at Stena finder en ny aftager af tekstilaffald.

»Indtil da oplagrer de tekstilaffaldet i en lagerhal hos Stena,« siger Lars Banke.

Tekstilaffald bliver lagret hos Stena, indtil der er fundet en løsning. Foto: Kredsløb

I samarbejdet med Stena har Kredsløb »forsøgt« at få tekstiler genanvendt, siger Lars Banke. Men »det, som er gået videre til Nirantex, kan vi kun se delvist er blevet opfyldt. Vi er selvfølgelig bekymrede for, om det hele er blevet genanvendt på rigtig vis«, siger han.

Lars Banke understreger, at det er vigtigt at forstå, at det er et ny marked, der er ved at opstå omkring behandling og genanvendelse af materiale.

»Der kommer en masse nye aktører på banen, der alle forsøger at skabe bæredygtige forretningsgrundlag. Det gør, at der er en forøget risiko for, at nogle af de her aktører træder ved siden af vores retningslinjer,« siger han.

JP Aarhus har forgæves forsøgt at få et interview med Stena, som har fået tilsendt en række spørgsmål. Bl.a. om, hvordan Kredsløb kan have tillid til Stena, nu da virksomheden tilsyneladende ikke har sikret, at Nirantex lever op til Kredsløbs krav.

»Vi ønsker ikke at udtale os om eksisterende kundeforhold,« siger Søren Ladefoged Sørensen, direktør for Stena, Region Vest.

Kredsløb varslede i september, at prisen på afhentning af affald næste år kommer til at stige med 1.125 kr. for folk i villaer med en standardløsning med tre beholdere. Prisstigningerne skyldes ifølge Kredsløb bl.a. mere affaldssortering og inflation.

Aarhus Byråd behandler de nye gebyrer onsdag, og i oplægget til politikerne fremgår det, at taksterne vil stige med ca. 1.103 kr. til ca. 3.860 kr. i 2024.