Fortsæt til indhold
Aarhus

Som et gammelt batteri, der pludseligt løber tør for strøm, forklarer Camilla Møberg Jørgensen sin træthed

1.400 aarhusianere rammes hvert år af hjernerystelse i Aarhus. Nu arbejdes der i kommunen for forbedrede forhold.

For fire år siden arbejdede den dengang 39-årige Camilla Møberg Jørgensen som boligsocial koordinator i en boligforening i Tilst… Indtil hun en dag fik et vigtigt opkald. Hun rejste sig, som hun plejede, fra sin plads i storrumskontoret for at gå ind i et mødelokale og tage opkaldet – og gik med hovedet først ind i en glasdør, der ellers altid var åben. Det var den bare ikke den dag. I dag arbejder den 43-årige kvinde otte timer ugentligt i et fleksjob i et yogacenter og lever et stille liv, fordi hun ikke kan holde til ret meget.

Hun var ikke i et alvorligt trafikuheld, hun væltede ikke på cykel. Hun fik en hjernerystelse ved noget så banalt som at gå ind i en dør, og den dag i dag betaler hun stadig prisen.