Forlig: Nul hegn og kreaturer i skov
Aarhus Byråd er enig om at droppe planerne om at hegne dele af Marselisborgskovene ind og udsætte store græssende dyr.
Der bliver ikke lavet indhegning og udsat store græssende dyr i Marselisskovene. De politiske partier bag aftalen om Moesgaard Vildskov er ifølge teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V) blevet enige om at droppe planerne for det område.
»Ud fra den retning, der er givet, arbejder vi ikke videre med indhegning i Marselisskovene,« siger Bünyamin Simsek.
»Det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det er godt nyt for alle fritidsbrugerne, og jeg synes også, at det er en god politisk aftale,« siger han.
Det forlig, vi lavede en sen nat for to år siden, var for upræcist, og det har skabt en masse usikkerhed.Anders Winnerskjold, politisk ordfører, Socialdemokratiet
Der har udfoldet sig en voldsom debat om vildskov, siden et flertal i byrådet i 2019 vedtog at etablere vildskov i Marselisborgskovene fra Varna til Fløjstrup.
Mere biodiversitet
Formålet skulle være at fremme biodiversitet med mere urørt skov og indhegninger til græssende køer og/eller heste. Projektet har imidlertid fået kritik fra fritidsbrugerne i skovene, der frygter, at indhegninger og dyr vil begrænse deres udfoldelsesmuligheder.
I maj besluttede forligskredsen bag vildskoven, at Teknik og Miljø skulle afdække alternative bud på, hvor et vildskovsprojekt kunne placeres. Det skete, efter at Venstre og Det Konservative Folkeparti gjorde det klart, at de ikke ønskede at hegne dele af skoven ind af hensyn til borgernes adgang.
De løsninger er siden blevet afdækket, og den tekniske rådmand anbefaler, at placeringen bliver den samme, men uden hegn og dermed uden græssende dyr, og det har opnået fuld tilslutning i forligskredsen.
Nu i Lisbjerg Skov
»Der er samling om, at vi prøver at arbejde med det her andre steder. Det kunne være i Hørret Skov eller Lisbjerg Skov, som er den mindst befærdede og dermed det mindst generende sted, så vi kan gøre os nogle erfaringer med græsning af dyr og indhegning af vildskov,« fortæller rådmanden.
Socialdemokratiets politiske ordfører Anders Winnerskjold erklærer sig tilfreds med aftalen. Kampen for mere vild natur i Aarhus fortsætter dog, og - understreger han – det er der også stor opbakning til hos de forskellige interessenter.
»Den ret ophidsede diskussion, der har været, har i virkeligheden været lidt kunstig. Langt de fleste – og vi har været i dialog med alt fra fritidsbrugere til biologer - har haft forståelse for hinandens synspunkter, og har et klart ønske om at forbedre naturkvaliteterne i Aarhus,« siger han.
Langsom proces
Anders Winnerskjold mener, at Aarhus Byråd nu må lære af processen.
»Den har ikke været god,« fastslår han.
»For det første har den været langsommelig. Dernæst synes jeg ikke, vi har lavet et godt nok inddragelsesarbejde, og helt ærligt – noget af det falder også tilbage på os politikere. Det forlig, vi lavede en sen nat for to år siden, var for upræcist, og det har skabt en masse usikkerhed,« erkender han.
SF ønsker fond
SF er også med i aftalen, men på betingelse af, at byrådet forpligter sig til at oprette en naturfond eller biodiversitetsfond, understreger byrådsmedlem Liv Gro Jensen (SF).
»Vores præmis for at lukke forhandlingerne omkring Moesgaard Vildskov er, at naturen skal vinde på det på anden markant vis. Hvis de ikke er med på den, så er det bare et stort tab for naturen,« mener Liv Gro Jensen.
»Vi har brug for store sammenhængende naturområder. Det kræver, at vi har muskler til at opkøbe noget af det her jord, og det skal pengene fra den fond være øremærket til,« fastslår hun.