Aarhus er klar til at bekæmpe negativ social kontrol og genopdragelsesrejser
Frihedsfølelsen hos unge skal undersøges, og indsatser mod ufrivillige udlandsophold skal styrkes, lyder del af plan mod social kontrol.
Børn og unge skal undervises i deres personlige rettigheder. Frontpersonale skal i højere grad være opmærksomme på negativ social kontrol. Og indsatserne i kommunens Team for Æresrelaterede Konflikter, TÆK, skal udvises.
Det er blot enkelte initiativer i en plan, som skal hjælpe især børn, unge og kvinder til at håndtere negativ social kontrol i Aarhus. Den styrkede indsats mod negativ social kontrol blev tirsdag vedtaget af Aarhus Byråd.
Venstre bakkede op, men ville gerne have haft en stærkere plan.
»Vi kunne godt ønske os, at vi blev langt mere opsøgende i forhold til samarbejdet med beskæftigelsesministeren om bisidderordningen, med justitsministeren om børn sendt på genopdragelse, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har en bekymring med samarbejdet med lukkede trossamfund,« sagde Almaz Mengesha (V), der henviste til, at det på kort tid er lykkes med at støtte 57 kvinder på jobcentrene i Københavns Kommune.
Som del af planen skal kommunens indsats over for ufrivillige udlandsophold også styrkes. Der skal laves en afdækning af, i hvor høj grad unge i Aarhus føler sig frie. Samtidig lægges der vægt på et tættere samarbejde med eksterne og civile aktører som sprogskoler, uddannelsesinstitutioner, private organisationer, trossamfund og foreninger med henblik på at opspore, forebygge og bekæmpe negativ social kontrol.
Social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S) takkede byrådet for et godt samarbejde.
»Planen hviler på den grundlæggende værdi, at alle skal have ret til at være, hvem de vil og bestemme retningen i livet. Jeg er i tæt dialog med regeringen om nogle af de tiltag, vi ikke selv kan beslutte. Bl.a. om hvordan vi kan etablere et tætte samarbejde med politiet, hvordan vi kan beskytte kvinder i jobcentret, og hvordan vi hjælper børn på genopdragelsesrejse,« sagde rådmanden og støttede et ønske fra De Konservatives om evalueringer af indsatserne.
Mette Skautrup (K) bakkede op om planen, men var bekymret:
»Der er mange gode aspekter og tiltag. Men jeg er bekymret for, om det er for svært at få hjælp for den, der gerne vil have hjælp. Der er mange steder at henvende sig, så vi vil gerne have opmærksomhed på, om vi har den rette organisering.«
Dansk Folkeparti kunne ikke bakke op om planen, da den ifølge partiet er for svag. Det kunne Enhedslisten heller ikke.
»Planen indeholder ganske fornuftige ting. Bl.a. at forbedre nogle af de ting, man allerede gør. Så er der lagt op til kommunal kontrol af kvinders og ægtefællers adfærd. Det er fornuftigt nok i et eller andet omfang. Men forslagene er gummiagtige, hvor går grænsen for at kigge folk i kortene? Hvis der skal være tillid mellem kommunens sagsbehandlere og kvinder, så skal de ikke samtidig frygte for, at kommunen snager i deres forhold,« sagde Viggo Jonasen (EL).
De fleste af initiativerne kan iværksættes inden for de nuværende økonomi, mens andre kræver yderligere finansiering.