Fortsæt til indhold
Aarhus

Morten Østergaard er færdig som folketingskandidat

Den tidligere radikale leder Morten Østergaard meddelte torsdag sin lokalkreds i Aarhus, at han ikke genopstiller.

maria

Politik er et overstået kapitel for den tidligere leder af De Radikale Morten Østergaard.

Torsdag sendte han en besked til medlemmerne af Aarhus Radikale Vælgerforening, hvor han har været opstillet siden årtusindskiftet. Meldingen til det radikale bagland er, at Morten Østergaard, der i oktober sidste år trak sig som radikal leder efter en omtalt krænkelse af partifællen Lotte Rod, stopper i politik.

»Nu kender I altså den første konklusion på den bearbejdelse af det hele, som jeg stadig er midt i. Derfor fortsætter jeg også med orlov fra folketingsarbejdet og står ikke til rådighed for pressen. Det håber jeg på jeres forståelse for,« skriver Morten Østergaard, som understreger, at han har elsket det politiske arbejde fra start til slut.

Forandring som drivkraft

»Men inspirationen er kommet fra livet fra uden for murene. Og jeg er ofte kommet hjem fra besøg her og der med tanken om, hvor spændende det kunne være at være en del af, hvis en dag man skulle noget andet. Jeg har aldrig forestillet mig et liv kun med politik. Jeg var jo faktisk i gang med en erhvervskarriere, da succesen for Jelved og håndtasken gjorde mig til en del af gruppen i 2005. Det, som driver mig, er at bidrage til forandring, og jeg har så stor respekt for, at det hver dag gøres på så mange måder uden for politik. Det er her, jeg føler, jeg kan gøre den største forskel, når jeg er klar til det. Derfor min beslutning,« skriver han og understreger, at han havde ønsket en anden afslutning på sit politiske lederskab.

»Jeg er led og ked af de fejl, jeg har begået, og de konsekvenser, de har haft for andre. Og jeg vil igen gerne undskylde til alle for, det skete. Ansvaret er mit,« skriver Morten Østergaard.

Tak fra vælgerforening

Formanden for Aarhus Radikale Vælgerforening, Klaus Bach Trads, takker Morten Østergaard for samarbejdet.

»Morten Østergaard har meddelt, at han ikke genopstiller, når vi til april på generalforsamlingen skal vælge folketingskandidater. Dermed slutter en epoke i aarhusiansk radikal historie, og for den indsats, den rejse og det samarbejde vil jeg gerne sige Morten inderligt tak. For over to årtier som kandidat i Aarhus vil jeg gerne på vegne af foreningen sige tak for smilene, for debatterne, for valgkampene, for støtten til andre kandidater og til byen,« skriver Klaus Bach Trads på partiets Facebook-side.

Den 44-årige Morten Østergaard blev folketingskandidat i Aarhus i 1999. Han er uddannet på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet i 1997-2006 og har bl.a. været minister for forskning, innovation og videregående uddannelser.