Fortsæt til indhold
Aarhus

SF vil have bilfrit centrum i 2040

Men allerede fra senest 2025 bør en del af Latinerkvarteret gøres bilfrit, foreslår SF i Aarhus Byråd. S er ikke helt afvisende.

SF i Aarhus Byråd har tidligere – og uden at finde flertal blandt de øvrige byrådspartier – foreslået bilfrie søndage i Aarhus’ centrum.

Nu prøver partiet igen og denne gang med et forslag om at gøre hele Aarhus’ centrum bilfrit inden 2040.

»Det er vores drøm, at vi får skabt et langt mere roligt og fodgænger- og cykelvenligt centrum. Et centrum, der ikke er fyldt med trængsel og biler, som cirkulerer efter p-pladser og udleder CO2 og skadelige partikler. Vi skal have plads til både mere grønt og mere socialt samvær i gaderne, hvor kulturlivet og forretningslivet kan komme mere “ud” og møde borgerne,« siger gruppeformand Jan Ravn Christensen, SF, Aarhus Byråd.

Konkret forslår SF, at gaderne Graven, Volden, Badstuegade, Bispegade, Rosensgade, Guldsmedgade, en del af Klostergade og en del af Studsgade gøres bilfrit senest i 2025. Hele området inden for Allé-ringen, der løber på bl.a. Nørre Allé, Kystvejen, Skolebakken, Europaplads og Vester Allé, skal ifølge forslaget gøres bilfri i 2040.

Partiet foreslår, at Aarhus Kommunes forvaltning udarbejder en plan, som sættes til offentlig debat, inden byrådet tager endelig stilling til forslaget.

»Det er jo i bund og grund en debat om, hvordan vi prioriterer de offentlige rum og særligt de store arealer, som vejene lægger beslag på. Det er jo ikke en naturlov, at biler skal have mere plads end mennesker,« mener Jan Ravn Christensen.

Ifølge forslaget skal beboere og erhvervsliv ikke føle sig jaget ud af midtbyen, men i stedet se de muligheder, som det giver for en hyggelig og attraktiv bykerne. SF vil sikre fortsat adgang til parkeringshusene og gode adgangsmuligheder for mennesker med handicap og for vareindlevering til centrum, fremgår det. Busser skal ifølge oplægget fortsat kunne køre i Busgadeforløbet, hvor der også kan køre taxaer.

Byrådets største parti, Socialdemokratiet, har tidligere afvist SF’s forslag om bilfrie søndage. Denne gang er forslaget fra SF mere gennemarbejdet, mener Steen B. Andersen (S), der er næstformand i teknisk udvalg, Aarhus Kommune.

»Vi vil gerne have et levende centrum. Det kræver tilgængelighed. Der skal være adgang til byen for gæster, men vi vil være helt sikre på, at det fortsat er muligt i den foreslåede plan. Det skal også stadig være muligt for beboere i centrum at have egen bil. Det punkt skal der også findes klare takter på,« siger Steen B. Andersen (S), der understreger, at Socialdemokratiets byrådsgruppe ikke har haft mulighed for at diskutere forslaget endnu.