Fortsæt til indhold
Aarhus

Silkeborg Byråds beslutninger på seneste møde

Mandag var der byrådsmøde i Silkeborg, hvor en række beslutninger blev truffet om bl.a. anlæg og byggeri. Her er et overblik.

wejse

I byrådssalen med udsigt over Silkeborg Langsø var der mandag den 23. november byrådsmøde. Her blev der behandlet 14 sager.

Den første sag, der blev behandlet, var nye forældrebetalingstakster i dagtilbud pr. 1. januar 2021. De nye takster er ikke markant anderledes fra de tidligere, idet de største forskelle fra 2020 er på omkring 40 kr. ekstra om måneden. Til gengæld fordobles tilskuddet til hjemmepasning.

Næste punkt var en lukning af 12 ældreboliger på H.C. Branners Vej. Det sker, efter Ballelund Plejecenter lukkede, hvormed det har været svært at finde lejere til ældreboligerne, der er opført i 1992. Det vil nu blive undersøgt, om boligerne kan overdrages til en almen boligorganisation til en pris, så det bliver boliger med lav husleje.

Seniorrådet bakker op om planerne med at lukke ældreboligerne.

Byrådet besluttede også, at der skal sættes 1,8 mio. kr. af hvert år frem til 2024 til at investere i en indsats, der skal få flere beboere i almene boligområder i arbejde eller under uddannelse. Det kommer bl.a. til at blive brugt til en skærpet beskæftigelsesindsats i boligområdet Resendalvej/Lupinvej, og man forventer, at indsatsen vil tjene sig selv ind igen på grund af færre udgifter til dagpenge og kontanthjælp.

Beslutninger om byggeri

I Sejs har Rema Butiksudvikling A/S vist interesse for bygninger på Julsøvej 100, der ellers har stået tomme i en årrække. Det er planen, at der skal etableres en dagligvarebutik på 1.200 m2 samt 15 boliger, der er lette at komme til med gode parkeringsforhold. Under miljøvurderingen af planen er det kommet frem, at der skal skærmes af for støj ud mod Multebærvej og mellem butikken og de nye boliger. Byrådet har sendt begge forslag i høring i otte uger.

Krydset mellem Viborgvej og Nordre Ringvej har været planlagt ombygget siden 2016, da der har været en række trafikale udfordringer ved krydset. Planen er, at Nordre Ringvej skal hæves, området skal ombygges til at blive signalreguleret, og der skal etableres ensrettede cykelstier.

I den forbindelse har byrådet hævet anlægsbevillingen med 42,4 mio. kr., så den stiger fra 10,5 mio. kr. til 52,9 mio. kr. Den øgede bevilling skal bruges til udbud, projektering og etablering.

Derudover skal Allingvej i Lemming udvides for 2,7 mio. kr., og Arendalsvejs sidevej skifter fra offentlig vej til privat vej.

Herefter godkendte byrådet klimaplanen for 2021, og der blev bevilget 5 mio. kr. til at føre tiltag fra pakken ud i livet. Blandt andet prioriteres der midler til projekter, der skal få flere elcykler og elbiler til kommunen.

Silkeborg Byråds næste møde er den 21. december.