»Jeg har forsøgt at sige noget om at have mod til kærlighed og til at gå efter det, der føles rigtigt«

Elsebeth Egholm har skiftet genre. I hvert fald for en stund.

Hun er kendt for sine krimier, men her i efteråret er hun udkommet med en kærlighedsroman, ”Som natten kender stjernerne”.

»Det var en gave til mig selv at skrive bogen,« siger forfatteren, der netop har rundet de 60 år og slet ikke vil afvise, at der kan komme endnu en roman af den slags fra hendes hånd.

»Jeg håber, at folk vil tænke, at jeg har tænkt mig om, at den er en udvidelse af mit repertoire og vil sætte pris på, at jeg har forsøgt at sige noget om kærlighed, om at have mod til kærlighed og til at gå efter det, der føles rigtigt.«

Dystre hemmeligheder

”Som natten kender stjernerne” handler om koncertpianisten Malou, der tager til Metz i Frankrig for at finde sandheden om sin egen familie og for lede efter et gammelt flygel, som har haft indflydelse på hende og hendes families liv. I Metz løber hun ind i en amerikansk mand, som bor på en husbåd på Mosel sammen med sin hund og har sine egne, dystre hemmeligheder.

»Der skal være en hund med, det menneskeliggør ejeren. For mig siger det at være hundeejer noget om et menneske,« siger Elsebeth Egholm, der selv har en logrende labrador, Django, vimsende omkring sig.

»Hovedpersonen er en kvinde – jeg synes, det er mest passende. Når man gerne vil den ligestilling, og selvfølgelig vil man gerne det, er det en del af agendaen at skabe en form for ligevægt med hensyn til hovedpersonerne. Jeg vil gerne fremskrive stærke, kvindelige hovedpersoner.«

Der trækkes tråde til Anden Verdenskrig, heltemod, forelskelse og klassisk musik, ligesom forfatteren skriver om de skæbner, som er en del af krigens fortællinger. De handler ofte om liv, der har været fulde af hemmeligheder.

»De går gennem generationer, og mange kan føle forældrenes skyldfølelse. Man bærer den med sig,« mener hun.

En titel med historie

Også titlen har en historie. Den er lånt fra en linje i et digt af den engelske poet Laurence Binyon, ”For the Fallen” - for de faldne, skrevet under Første Verdenskrig:

To the innermost heart of their own land they are known

As the stars are known to the Night

»Det er så smukt et digt,« synes Elsebeth Egholm.

»Inden jeg begyndte at skrive, gik jeg helt tilbage til grundsubstansen og læste ”Stormfulde højder” af Emily Brontë. Det er kærlighedsgyser, en meget flot roman, men også en meget mørk roman. Der er noget ved den altopslugende, destruktive kærlighed, som hun beskriver.«

Hun er også blevet glad for at læse den britiske forfatter Elly Griffiths’ bøger. Hun står bag en populær krimiserie om den elskelige arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway, der hjælper den bryske kriminalkommissær Harry Nelson med at opklare makabre mordsager i det vindblæste Norfolk.

»Jeg læser dem på engelsk, for så påvirker det mig ikke, når jeg selv skriver. Ellers kan man lynhurtigt komme til at absorbere en andens måde at skrive på. Hendes bøger glider bare så let ned. Jeg er blevet lidt forelsket i hendes univers.«

Mens hun har skrevet ”Som natten kender stjernerne”, har hun lyttet til musik, også den hun selv har spillet på sit nyindkøbte Steinway-flygel. For som ung studerede Elsebeth Egholm i fire år på Musikkonservatoriet i Aarhus på linjen for klassiske pianister og er stadig i dag en habil, klassisk pianist med stærk hang til Chopin.

Faktisk opstod idéen til hendes nye roman, da hun fik historien om sit flygel og dets serienummer, der viste, at det blev lavet i Hamborg og sendt til Metz i Frankrig 9. december 1912.

»Ret hurtigt tænkte jeg, at der var noget i flyglets historie, som jeg kunne bruge i en roman,« siger hun, der skrev en del af den i sin sommerlejlighed på øen Gozo ved Malta.

»Jeg var der i tre uger – det øspjask regnede og stormede, også ind i min lille lejlighed, men jeg var lykkelig. Der sad jeg og skrev på min nye bog, mens jeg hørte Eva Cassidy med den vidunderligt rene stemme, Bruce Springsteen og Chopin.«

Skrevet i nutid

Bogen er ude, er blevet anmeldt positivt og er også blevet taget godt imod af læserne.

»Normalt går jeg op i, hvad anmelderne siger, men denne gang har jeg været sådan lidt: Det må de selv om. Jeg har nydt at skrive den. Jeg elsker den bog, er forelsket i hele dens univers. Der er sket et drab i fortiden, men for mig er kærlighedshistorien den vigtigste. Det er den, der bærer bogen,« siger Elsebeth Egholm.

»Jeg har nydt at kunne være mere sprogligt opmærksom. Den er skrevet i nutid, og det er helt nyt for mig, men det har fået mig til at synes, at jeg selv har været der.«