Stoppede som byrådsmedlem, men er nu klar til comeback som borgmester
Små børn, karriere og lokalpolitik er ikke foreneligt, konstaterede Christian Budde i 2015. Nu bliver han Venstres borgmesterkandidat i Aarhus.
Efter mindre end to år som lokalpolitiker forlod Christian Budde Aarhus Byråd i 2015.
Der var simpelthen ikke tilstrækkelig tid til at engagere sig i byrådssamarbejdet, når der samtidig var små børn og en karriere at passe, fortalte han i JP Aarhus.
»Min familie har i de seneste to år haft det svært. Sidste år mistede vi en datter, der var multihandicappet. Det giver dybe ridser i lakken på en familie. Samtidig har jeg stadig to små børn og et arbejdsliv på mere end 65 timer om ugen. Derfor har jeg i samråd med min kone besluttet at træde ud af byrådet, fordi jeg ikke ønsker at være en fraskilt byrådspolitiker,« sagde han dengang, hvor han samtidig understregede, at der ikke var tale om en endegyldigt lukket dør til politisk arbejde.
Faktisk håbede han allerede i 2015, at der kunne blive tale om tilbagevenden til den politiske hverdag senere.
Den kommer så nu, hvor samtlige lokalforeninger i Venstre i Aarhus Kommune peger på Sæby-drengen Christian Budde som partiets eneste spidskandidat, når der i næste måned holdes opstillingsmøde i foreningen. Torsdag ved midnat udløb fristen for at melde sig som V-spidskandidat til byrådet i Aarhus Kommune. Og der var – også som forventet af lokalformand Susanne Green – kun et navn på listen. Den lokale Venstre-bestyrelse meddelte tidligere på sommeren den nuværende spidskandidat og Venstre-rådmand, Bünyamin Simsek, at tiden er kommet til en ny politisk leder i byrådet med skarpere politiske pejlemærker.
Vant gang på rådhuset
Det var en anden Venstre-politiker, nuværende folketingsmedlem Fatma Øktem, der lagde mærke til den unge Budde under et debatmøde med sin nu eksmand, Bünyamin Simsek (V), og opfordrede Christian Budde til at stille op til kommunalvalget i 2013.
38-årige Christian Budde kom i Aarhus Byråd ved kommunalvalget i 2013 med opbakning fra 953 personlige stemmer. Efter konstitueringen kom han med i kommunens socialudvalg, hvor han brugte sin erfaring som far til en datter med multihandicap.
Christian Budde arbejder i dag som chefkonsulent i KL (Kommunernes Landsforening), hvor han arbejder i afdelingen KKR Midtjylland, som varetager de 19 midtjyske kommuners interesser på de regionale områder. Hans hovedopgave er politisk sekretariatsbetjening og samarbejde med kommuner, region, institutioner, organisationer og andre aktører. Dermed laver Christian Budde konkret arbejde for bl.a. sin kommende valgkampsmodstander, formand for KL og borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus Kommune.
Christian Budde har tidligere arbejdet som specialkonsulent i netværket Business Region Aarhus, som er et fællesskab mellem de 12 østjyske kommuner. Business Region Aarhus har sekretariat på Aarhus Rådhus. Fra 2008-2013 arbejdede Christian Budde som fuldmægtig i magistraten Børn og Unge, Aarhus Kommune, hvor rådmanden i 2010-2011 var Jacob Bundsgaard.