Venstres lokalforeninger har fået mundkurv på
Kun Aarhus-formanden udtaler sig om valget af en ny spidskandidat, lyder det fra flere af Venstres vælgerforeninger i Aarhus.
Vi udtaler os ikke. Det har vi aftalt med Susanne Green.
Sådan lyder meldingerne samstemmende fra en række formænd for lokalforeningerne hos Venstre i Aarhus, da JP Aarhus tirsdag kontakter dem for at få deres mening om, at partiet har vraget rådmand Bünyamin Simsek (V) som politisk leder og vil have fundet en ny spidskandidat til næste års kommunalvalg.
»Vi har desværre ikke mulighed for at udtale os i den sag. Vi har aftalt med Susanne Green, at vi ikke udtaler os. Det gælder samtlige vælgerforeninger i Aarhus,« siger Jens Otto Bruun-Madsen, formand for Løgten-Skødstrup.
Susanne Green er formand for Venstre i Aarhus, og hun fortalte forleden i JP Aarhus, at partiet opgiver sin nuværende politiske leder i byrådet som spidskandidat i bestræbelserne på at sikre partiet to ekstra mandater i byrådet, hvor det i dag har seks mandater. Bünyamin Simsek er dermed blevet vraget, uden at Venstre har en anden spidskandidat klar.
Det ønsker Vibeke Christensen, formand for Lystrup-Trige-Elev-Lisbjerg heller ikke at sige noget om:
»Vi har en aftale om, at det er Susanne Green, der har kommunikationen i den her sag.«
Bent Bjerregaard Thomasen stemmer i:
»Jeg har ingen kommentarer. Vi har besluttet, at eventuelle kommentarer kommer fra Susanne Green.«
Århus Syd er lige så fåmælt:
»Hverken jeg eller formand Ivan Dybvad udtaler os om den sag. Længere er den simpelthen ikke,« siger Stig Mosebo, som er næstformand i Venstre, Aarhus Syd.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Susanne Green.
Hun fastslog søndag i JP Aarhus, at partiet er i dialog med en mulig kandidat.
»Vi har en god dialog med en mulig kandidat, men der er flere ting, som skal gå op i en helhed. Feltet er helt åbent. Der går mange rygter, og flere navne er i spil, men der er ingen officiel indstilling endnu,« sagde Susanne Green, formand for Venstre i Aarhus Kommune.
Ingen af de øvrige fem byrådsmedlemmer i Venstres byrådsgruppe har tænkt sig at afløse Bünyamin Simsek som leder. Den kommende spidskandidat vil blive fundet på et opstillingsmøde i efteråret.