Fortsæt til indhold
Aarhus

Europæisk outdoor-konference er nu skrevet i kalenderen

Fra den 7.-9. september 2021 bliver Silkeborg, der har udnævnt sig selv som Danmarks outdoor-hovedstad, vært for den europæiske outdoor-konference Outdoor Sports Euro’Meet.

ebs

Nu kan alle outdoor-interesserede sætte et kryds i kalenderen i efteråret 2021. Nu er den endelige dato for Outdoor Sports Euro’Meet nemlig på plads.

Fra den 7.-9. september 2021 kan Silkeborg se frem til at samle 250 outdoor-entusiaster fra andre europæiske outdoor-byer, outdoor-forskere, universiteter og organisationer.

»Det bliver en stor oplevelse at få så mange outdoor-interesserede på besøg. Det vidner om, hvor langt vi er kommet i vores udvikling som Danmarks Outdoor Hovedstad. Samtidig glæder jeg mig til at blive beriget med nye perspektiver på outdoor-området,« fortæller borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum i en pressemeddelelse.

I 2017 udnævnte Silkeborg sig selv som Danmarks outdoor-hovedstad. Det skete bl.a. på baggrund af kåringen som årets friluftskommune og som led i en markedsføringskampagne målrettet turister.

Det blev startskuddet til en større outdoor-satsning, der i dag har vokset sig til langt mere end et forsøg på at få flere turister til at besøge Silkeborg.

Fokus på bæredygtighed

Konferencen i Silkeborg kommer til at have stort fokus på bæredygtighed.

»Vi arbejder på, at når deltagerne ankommer til konferencen, så skal de så vidt muligt have stillet en cykel til rådighed, fordi det er godt for miljøet, og fordi der ikke er nogen tvivl om, at Silkeborg gør sig godt fra en cykel,« fortæller eventkoordinator i Silkeborg Kommune Susanne Rohde Christensen

Ud over cykler til deltagere bliver forplejningen serveret på bæredygtigt service, og navneskiltet bliver lavet i nedbrydelige materialer, der også indeholder et plantefrø, så man kan plante det direkte i jorden efter brug.

Temaerne for konferencen bliver, hvordan vi kan bruge naturen og samtidig passe på den, hvordan vi får mere outdoor i vores velfærd, og hvordan vi får flere til at bevæge sig i naturen.

At få flere til at bevæge sig i naturen er samtidig en markant del af Silkeborgs outdoor-vision. Derfor har Silkeborg Kommune bl.a. indgået et forpligtende samarbejde med DGI og DIF, der skal få flere til at bevæge sig og blive en del af det organiserede foreningsliv.