Nyt renseanlæg i Aarhus skal være en turistmagnet
Arkitektfirmaet Henning Larsen skal designe et renseanlæg, der spås mulighed for at blive lige så populært som Moesgaard Museum.
Med det hastigt stigende antal borgere i Aarhus Kommune kan Marselisborg Renseanlæg om ganske få år ikke længere følge med i forhold til at rense spildevandet.
Det betyder, at der skal bygges et nyt og større renseanlæg med en ny placering i området, da der ikke er plads til at udvide anlægget på den nuværende beliggenhed nær Marselisborg Lystbådehavn.
Der bliver tale om verdens mest bæredygtige og innovative renseanlæg, der udover at rense spildevand kommer til at producere overskudsenergi og udnytte ressourcerne i spildevandet i et omfang, der ikke er set andre steder i verden, oplyser Aarhus Vand i en pressemeddelelse.
I fremtiden bliver det for eksempel nemlig muligt at fremstille næringsstoffer, proteiner, fødevarer, kemikalier og grundsubstanser til sundhedsindustrien af spildevandet, lover Aarhus Vand.
Det er et hold bestående af arkitektfirmaet Henning Larsen, Klinges Tegnestue, Topotek 1 og kunstneren Eva Koch, som har vundet udbuddet om arkitektrådgivning på projektet.
En sejr der møder stor glæde hos arkitektfirmaet Henning Larsen.
»Vi er meget begejstrede for projektet, som vi mener kan udtrykke og forme mulige løsninger på nogle af vores tids mest presserende spørgsmål om samfund og byplanlægning i en bæredygtig verden,« siger Signe Kongebro, partner i Henning Larsen og ansvarlig for projektet.
Udflugtssted
Faktisk spår Signe Kongebro, at anlægget bliver en lige så populær destination i byen som et andet vartegn i Aarhus, der også er designet af Henning Larsen. Nemlig det nye Moesgaard Museum.
Arkitektfirmaet skal nemlig også sikre, at anlægget i videst muligt omfang åbner op mod omgivelserne og fortæller historien om vand.
»Aarhus Rewater bliver en rekreativ destination i byen, hvor lokale og besøgende kan samles om vandet og lære om dets samfundsmæssige værdi og store betydning for vores fælles fremtid,« siger hun.
En af ambitionerne er da også, at anlægget med sin beliggenhed tæt på byen og havet skal være et smukt vartegn for alt det, man kan i Aarhus på vandområdet.