Det store bogværk om Danmark er nu trappet op med Odder og Samsø
Trap Danmark har sendt bindet med Odder og Samsø Kommun er på gaden.
13. bind af Trap Danmark er netop udkommet.
Bindet giver en omfattende og rigt illustreret, stedsspecifik viden om Horsens, Odder, Samsø og Hedensted Kommuner. I alt har 180 forskere og eksperter bidraget med viden til denne bog om det væsentligste fra Tørring til Vejrø og fra Addit Hede til Juelsminde.
Få indsigt i områderne, der omkranser Horsens Fjord, og læs om alt fra Samsø Festival og Uldum Højskole til Randlev Præstegård og Fængslet i Horsens. Få indblik i Hærvejens opståen og udvikling, og bliv klogere på Kanhavekanalen fra 700-tallet. Læs om kartofler fra Samsø, barnevogne fra Odder, tv-apparater fra Arena og grøntsagspakkeriet på Barritskov. Oplev flokke af overvintrende sangsvaner ved den afvandede Kysing Fjord, og få viden om Horsens’ transformation fra industri- til kulturby. Billedkunstneren Michael Kvium, tejsten på Tunø og vækkelsesbevægelsen »de stærke jyder« har også fået plads.
I forbindelse med udgivelsen siger chefredaktør Niels Elers Koch i en pressemeddelelse:
»Vi har set meget frem til at præsentere dette bind, der med indhold om fire spændende kommuner – Horsens, Odder, Samsø og Hedensted – giver læsestof til alle interesserede og videbegærlige. Bogen beskriver såvel by og land som fjorde og skove, og den er oplagt i bogreolen eller på sofabordet i ethvert hjem.«
Nedenstående er eksempler fra bogen og er far Odder og Samsø.
Randlev Præstegård
Den bygningsfredede Randlev Præstegårds fremtrædende stuehus af 27 fag egebindingsværk blev opført i 1749 efter en brand, hvor tre tjenestefolk døde. St.St. Blicher skildrer begivenheden i novellen »En jydsk Mordbrænderhistorie« fra 1846. Blichers far var præst på stedet og han selv i en periode forpagter af jorden uden større held.
Narayana Press
Det grafiske trykkeri Narayana Press har ligget i Kalsemade ved Gylling siden 1972, hvor det blev etableret af elever af Swami Narayanananda, indisk forfatter og filosof. I dag har trykkeriet ca. 40 medarbejdere, hvoraf mange bor i det næsten selvforsynende klostersamfund, der ligger i forbindelse hermed. Selve trykkeriet er placeret i de parallelle hvide bygninger, og i forlængelse heraf ligger væksthusene. I forgrunden danner tre templer en tydelig akse, og i bygningerne med rødt tag er der bl.a. meditationssal, spisestue og køkken, mens der i bygningerne med sort tag er beboelse.«
Egmont Højskole
Forårskurset 2019 nærmer sig sin afslutning på Egmont Højskolen. Skolen er opkaldt efter Egmont H. Petersens Fond (nuværende Egmont Fonden), som donerede pengene til de nye bygninger, der blev indviet i 1961.
Da Holsatia Højskolen slog dørene op for det første elevhold i efteråret 1956, var det den første folkehøjskole i verden for mennesker med fysiske handicap. Initiativtager og skolens første forstander, Oluf Lauth, var selv handicappet og kendte til stedet, den tidligere villa Holsatia i Hou. Siden midten af 1940’erne var villaen blevet drevet som feriested for svært handicappede af Sahva Fonden, en erhvervsdrivende fond med almennyttige formål, der var stiftet i 1872 under navnet Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Helt fra begyndelsen ønskede højskolen at skabe opmærksomhed om muligheder for mennesker med fysisk handicap. Villaen fra 1884 var imidlertid ikke kørestolsegnet, og pladsen var trang. I årene 1959-1961 bevilligede Egmont H. Petersens Fond sammenlagt 1,5 mio. kr. til at bygge en ny skole, og i forbindelse med indvielsen af første etape i 1960 skiftede skolen navn til Egmont Højskolen. Den gamle villa, som førhen havde lagt navn til højskolen, blev revet ned i 1960.
Og så til Samsø.
Nordby Bakker
Fra kysten neden for Nordby Bakkers stejle klint er en flok turister på vej op gennem kløften Balleskår til Ballebjerg, som med sine 64 m er Samsøs højeste punkt. I stenalderen var havniveauet højere end i dag, og Samsø var delt i to øer. Ved Nordby Bakker åd bølgerne af klinterne, og det eroderede materiale blev aflejret i det flade område lige nord for den nuværende Stavns Fjord. Sammen med den relative landhævning forbandt det med tiden de to øer til den sammenhængende Samsø, man kender i dag.
Tranebjerg Kirke
Tranebjerg Kirke, kirkegårdsporten og kirkeladen, som ses i forgrunden, danner en velbevaret enhed. Kirkeladen blev opført i ca. 1350 og blev brugt til opbevaring og tærskning af tiendekorn, der blev afleveret til Tranebjerg Kirke. Indtil 1960 tilhørte kirkeladen Brattingsborg; laden blev fredet i 1964 og bruges i dag som materialedepot.
Brattingsborg
På det sydlige Samsø ligger den ene af øens to herregårde, Brattingsborg, omgivet af en stor engelsk have og et bakket herregårdslandskab med mark og skov. I middelalderen og frem til 1660 var Samsø ejet af kronen. Brattingsborg hed da Søllemarksgård og blev sammenmed Samsø overdraget til rigsdrost Joachim Gersdorff som kompensation for de tabte skånske godsbesiddelser efter nederlaget til Sverige i krigene 1657‑60. Brattingsborgs nuværende bygninger blev tegnet af Knud Borring i nygotisk stil 1870‑71 og kort efter, i 1897, ombygget af Martin Borch. I dag drives godset videre af Anders Danneskiold Lassen, hvis slægt har ejet herregården siden begyndelsen af 1700-tallet.