Direktør: »Aarhus Lufthavn kan godt bruge en hjælpende hånd«
Lufthavnsdirektør håber på henstand med nogle betalinger, så lufthavnen kan give flyselskaber kredit.
Aarhus Lufthavn vil være til stede, når transportminister Benny Engelbrecht tirsdag holder møde med fly- og lufthavnsindustrien om mulighederne for en hjælpepakke. Det sker, efter at flere lufthavne – bl.a. Københavns Lufthavn – har oplevet væsentlig nedgang i passagertallet som følge af coronaepidemien.
»V møder også op med et bud på, hvor vi kan hjælpes. Vi betaler f.eks. både trafikpenge og tårnkontrolafgifter til staten, og der kunne vi godt ønske at få henstand med nogle af vores omkostninger, fordi vores kunder også på et tidspunkt kan komme og bede os om kredit,« fortæller direktør Peer H. Kristensen, Aarhus Lufthavn.
Økonomien i flere flyselskaber er blevet yderligere presset af coronaepidemien, og lufthavnsdirektøren vurderer, at der snart bliver brug for hjælp udefra.
Vi har bl.a. opfordret alle medarbejdere til at tage al den afspadsering, de har, så vi formindsker omfanget af skaden.Peer H. Kristensen, direktør, Aarhus Lufthavn
»Vi kan begynde at se et fald i antallet af passagerer på mange af vores ruter. Vi hører også fra vores kunder, at efterspørgslen på rejser er faldet drastisk, og det smitter af på os,« fortæller Peer H. Kristensen.
Ekstra omkostninger
Han vil gerne være i stand til at give nødlidende flyselskaber henstand med betalinger, hvis det bliver nødvendigt.
»Vi har ingen interesse i, at flyselskaber lukker, for der skal være nogen til at flyve passagerne rundt i verden, når den her krise er ovre. Men det kræver, at ministeren giver os de økonomiske muligheder, og der kunne Aarhus Lufthavn godt bruge en hjælpende hånd,« siger Peer H. Kristensen, der samtidig ser visse udgifter stige som følge af coronaepidemien.
»Søndag blev vi f.eks. af Trafik- og Boligstyrelsen pålagt at oprette en informationsskranke til ankomne passagerer. Det burde være sundhedsmyndighederne selv, som påtog sig den opgave, men det skal vi selv sørge for, og det pålægger os en ekstra omkostning,« siger Peer H. Christensen.
Han henviser til, at omkostningerne ved at drive lufthavn er uændrede, selv om passagertallet falder.
»Det koster det samme at drive lufthavnen, så vi har kun begrænsede muligheder for at reducere omkostninger. Vi har bl.a. opfordret alle medarbejdere til at tage al den afspadsering, de har, så vi formindsker omfanget af skaden,« fortæller han.