Julemand fra Torrild løb med prins Henriks pladesamling
Samlingen var vurderet til mellem 5.000 og 10.000 kroner, men den gik for 46.000 til en auktion søndag. Det var Finn Torslow fra Torrild ved Odder, der gav det højeste bud.
En samling på 900 vinylplader, der har været prins Henriks, blev søndag solgt på auktion til 46.000 kroner.
Køberen og den nye ejer af den afdøde prinsgemals pladesamling er Finn Torslow, der også er kendt som julemanden fra det gamle mejeris julemarked i Torrild ved Odder.
»Jeg har altid fundet det royale interessant og spændende. Pladesamlingen var en unik chance, som jeg ikke måtte misse,« fortæller Finn Torslow.
Ifølge aktionshuset Bruun Rasmussen, som har stået for onlineauktionerne af prins Henriks ejendele, var der stor interesse for pladesamlingen, hvor der blev lagt hele 56 bud.
Samlingen var vurderet til mellem 5.000 og 10.000 kroner.
Planer om royalt museum
Finn Torslow har planer om at åbne et royalt museum i det gamle mejeris stuer, hvor han vil udstille sin samling af royale genstande og afspille prinsens plader under fremvisningen.
Han har dog ikke planer om at beholde alle 900 plader for sig selv. Når julemarkedet åbner til oktober, vil en stor del af samlingen blive solgt stykvis.
»Nu skal jeg lige se pladerne an, og så skal jeg finde ud af, hvor mange jeg selv vil beholde,« siger han.
Pladesamlingen består hovedsageligt af LP-plader, og de fleste af pladerne stammer fra 1960’erne. Pladesamlingen består bl.a. af store navne som Mahler, Debussy, Brahms, Chopin, Mozart, Carl Nielsen og Bach.
Prinsens ejendele er blevet solgt i tre etaper ved auktionshuset Bruun Rasmussen. Søndagens auktion var den tredje og sidste.