Fortsæt til indhold
Aarhus

Østjyske ledere ser lyst på 2020

4 ud af 10 erhvervsledere i Østjylland forventer at udvide medarbejderstaben i år.

Erhvervsledere i Østjylland ser meget optimistisk på deres virksomheders udvikling det kommende år. Således regner to ud af tre med stigende omsætning, og næsten lige så mange forventer, at overskuddet vokser. Det viser en undersøgelse blandt knap 2.000 østjyske ledere, som Lederne har fået lavet.

4 ud af 10 erhvervsledere forventer ifølge undersøgelsen, at de som konsekvenser af øget produktion må udvide medarbejderstaben i løbet af året. Omvendt venter kun omkring hver 10. at skulle skære ned i antallet af medarbejdere.

»Det er glædeligt, at lederne her i Østjylland har så positive forventninger til året, når usikkerheden på aktiemarkedet med Brexit og præsidentvalget i USA ellers kunne skabe tilbageholdenhed hos virksomhederne,« siger Jan Søe Dybdal, der er formand for Lederne Sydøstjylland.

Han bemærker, at knap halvdelen af lederne forudser problemer med at rekruttere arbejdskraft det kommende år.

Det har været den længste vækstperiode i nyere tid, og intet tyder på, at det er slut.
Marc Perera Christensen, direktør, Erhverv Aarhus

»Der er gode muligheder for job bl.a. i Trekantområdet, hvor store virksomheder som Google og DLG nu har hovedsæde. Den største udfordring bliver nok at finde kvalificerede medarbejdere til it-området, da det er i rivende udvikling og hele tiden kræver nye ressourcer,« siger Jan Søe Dybdal.

Mindre frygt

Hos Erhverv Aarhus er fornemmelsen, at virksomhedslederne er positive over for den nærmeste fremtid.

»Vi hører også fra vores medlemmer, at det går godt. Det eneste, som umiddelbart kan forstyrre det billede, er handelskrige mellem USA og resten af verden eller et hårdt brexit til december,« fortæller direktør Marc Perera Christensen, som også ser recessionsfrygten fortage sig.

»Det har været den længste vækstperiode i nyere tid, og intet tyder på, at det er slut. Måske kommer vi igen op på nogle andre vækstrater, og så vil vi om fem år sige, at den lave vækst i øjeblikket på omkring en procent faktisk var recessionen,« siger han.

Behov for støtte

Erhvervschefen mener, at det er vigtigt nu at understøtte virksomheder, som er pressede på ressourcer, mangel på kvalificerede medarbejdere og sagsbehandlingstider.

»Min bekymring går på, om vi også er stærke nok, og at offentlige strukturer ikke bliver en barriere. Virksomhederne har vækstplaner, udvidelsesplaner og leder efter nye steder at udvikle sig, og det vækstbehov skal vi som samfund forsøge at understøtte,« siger Marc Perera Christensen.