Fortsæt til indhold
Aarhus

»Politisk harakiri«: Byrådsmedlem forlader parti i protest mod borgmesterkandidat

Ifølge Lars Hansen har Socialdemokratiets fællesledelse i Silkeborg givet »en falliterklæring« i valget af Søren Kristensen som borgmesterkandidat.

Fra og med torsdag har byrådet i Silkeborg fået en løsgænger. Lars Hansen har meldt sig ud af Socialdemokratiets byrådsgruppe på grund af den lokale fællesledelses valg af borgmesterkandidat.

Ledelsen er nemlig indstillet på endnu en gang at pege på Søren Kristensen som borgmesterkandidat, når Socialdemokratiet i maj skal udpege denne forud for det kommende kommunalvalg.

»Det er en stor fejl. Jeg mener ikke, at Søren Kristensen er i stand til at samle de andre partier omkring ham,« siger Lars Hansen og tilføjer:

»Det viste han tydeligt for to år siden, da vi havde et rødt flertal. Men han formåede alligevel ikke at få opbakning til borgmesterposten. Så det her er så godt som at forære borgmesterkæden til Venstre i fire år endnu.«

Efter kommunalvalget i 2017 bakkede Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative, Radikale, Alternativet og SF op om borgmester Steen Vindum (V).

»Politisk harakiri«

Ifølge Lars Hansen er det »absolut ikke« på grund af partiets førte politik i byrådet. Tværtimod.

»Politikken er helt, som den skal være. Det her handler udelukkende om, at fællesledelsen peger på den forkerte kandidat. Jeg har forsøgt at rette op på det, og det kunne så ikke lykkes,« siger Lars Hansen.

Hvem er så den rigtige kandidat?

»Der er to supergode kvindelige medlemmer af byrådsgruppen, som ville være bedre modkandidater til Steen Vindum end Søren Kristensen. Det er min spådom, og jeg er sikker på, at jeg får ret.«

Der er jo ikke reelt set valgt en borgmesterkandidat før i maj. Hvorfor melder du dig så ud nu?

»Vi må lige holde skidt for sig og snot for sig. I maj holder vi en forsamling, hvor der endeligt bliver valgt en borgmesterkandidat. Og det, at fællesledelsen går ind og vælger Søren Kristensen nu, er det samme som at blåstemple ham.«

Kan man sige, at det her er et offer for dig?

»Jeg siger, det er personligt, det her. Men på den måde, at jeg siger, at det er noget andet, der ville være det bedste for Socialdemokratiet i Silkeborg. Det handler ikke om min person. Jeg er ikke kandidat.«

Men hvordan stiller det dig i byrådet?

»Jeg er løsgænger nu. Og jeg stiller ikke op igen. Det her er jo politisk harakiri, men det vidste jeg også godt. Sådan er det.«