Fortsæt til indhold
Aarhus

AGF klar med julehjælp for mere end 600.000 kr. til trængende

AGF samlede 613.800 kr. ind ved fodboldklubbens første julehjælp-indsamling nogensinde.

Lokalavisen Aarhus

Det er gået godt på banen for AGF på det seneste, og det samme kan man også sige, at det er gået for AGF uden for banen med at samle penge ind til julehjælp. Præcis 613.800 kr. blev der således indsamlet, da fodboldklubben ved gårsdagens hjemmekamp for første gang afholdt ”AGF’s julehjælp”.

Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.

Til kampen gav AGF i samarbejde med klubbens sponsorere 100 kr. pr. tilskuer til julehjælp, og da der var 6.138 personer søndag på Ceres Park til den uafgjorte kamp mellem AGF og Lyngby, betød det, at der altså blev samlet 613.800 kr. ind.

»Det er første gang, at vi holder AGF’s julehjælp, og det har været et spændende og godt forløb med et rigtig godt samarbejde med de lokale organisationer. Vores mål var, at vi skulle samle julehjælp for en million - det nåede vi ikke, for vi blev ramt af rigtig dårligt vejr inden kampen. Men vi er rigtig glade for, at vi nu kan uddele gaver for mere end 600.000 kr. i julehjælp, der kommer til at få stor betydning for de familier, som har brug for en hånd her til jul,« siger ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF, Morten Lerke, til klubbens hjemmeside.

AGF’s Julehjælp er arrangeret i samarbejde med seks lokale hjælpeorganisationer, som er Børnenes Kontor Aarhus, Røde Kors (Aarhus, Syddjurs, Favrskov og Skanderborg), Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær og Hjemløse i Aarhus. De står for at formilde hjælpen videre til trængende, som de har kontakt med, oplyser AGF.

AGF’s Julehjælp vender tilbage næste år.