Erhvervschef stopper i Aarhus Kommune
Kommunens erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen flytter til Erhvervshus Midtjylland.
Efter 14 år som erhvervschef i Aarhus Kommune flytter Jan Beyer Schmidt-Sørensen senest den 1. oktober 2019 til et job i det nyoprettede Erhvervshus Midtjylland.
Som følge af den nye lov om erhvervsfremme, som Folketinget vedtog i december 2018, rokeres der rundt på opgaverne mellem kommunerne, regionerne og staten. Erhvervshus Midtjylland erstatter det tidligere Væksthus Midtjylland, og erhvervshusene finansieres af kommunerne.
»En af de nye ekstra opgaver for erhvervshusene er, at der skal laves regionale input til den nationale erhvervsfremmestrategi. Den opgave skal jeg være med til at skyde i gang,« siger Jan Beyer Schmidt-Sørensen, som bliver i det nye job i knap to år.
»Jeg har tidligere meddelt, at jeg stopper i sommeren 2021 for at gå på pension. Derfor er den nye opgave en perfekt mulighed for mig,« siger den 61-årige Jan Beyer Schmidt-Sørensen, som rent teknisk bliver udlånt af Aarhus Kommune i perioden.
Den nye lov om erhvervsfremme betyder ifølge Jan Beyer Schmidt-Sørensen, at Aarhus Kommune mister 3,2 mio. kr. om året til erhvervsområdet, og dermed bliver der fremover færre penge til gennemførelse af kommunens erhvervsplan. Den kommende erhvervsplan skal være på plads i efteråret 2019.
Ifølge en pressemeddelelse vil borgmester Jacob Bundsgaard (S) i løbet af i år gentænke kommunens erhvervsområde og bringe det tættere på det lokale erhvervsliv. Stillingen som erhvervschef i Aarhus Kommune vil ikke blive slået op. Ifølge pressemeddelelsen har Aarhus og Østjylland i de seneste årtier markeret sig som den vestdanske vækstdynamo, og Jan Beyer Schmidt-Sørensen har gennem årene haft en betydelig andel i den udvikling, fremgår det.
Erhvervshus Midtjylland, som ligger i Aarhus, er et af seks nye tværkommunale erhvervshuse. Erhvervshus Midtjylland vejleder bl.a. virksomheder om drift og udvikling. Erhvervshuset er også den lokale indgang til statens ordninger inden for bl.a. eksport og finansiering.