Fortsæt til indhold
Aarhus

»Planen er gammel vin på nye flasker«

Venstres byrådsgruppe retter skarp kritik af Aarhus Kommunes nye plan på hjemløseområdet. Den er blottet for ambitioner og konkrete initiativer, lyder det. Planen skal ses som en strategisk ramme for den fremadrettede indsats, siger rådmand.

I næste uge skal Aarhus Byråd tage stilling til den masterplan på hjemløseområdet, som har været undervejs siden efteråret 2017, hvor den seneste nationale hjemløsetælling viste, at antallet af hjemløse borgere i Aarhus Kommune fortsat er stigende.

Formålet med planen er at kortlægge kommunale og private tilbud og indsatser og samtidig pege på nye tiltag til at forebygge og afhjælpe hjemløshed.

Nu er planen klar. Desværre er den uambitiøs og mangler bud på konkrete tiltag og målsætninger, som kan afhjælpe det stadigt voksende problem, mener medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget Gert Bjerregaard (V).

»Der er en masse gode intentioner i den her plan, men den er noget tandløs hvad angår handlinger. Den er meget lidt ambitiøs, når vi ser på de desværre meget kedelige tal, som har været udgangspunkt for planen,« siger han.

I den tilhørende byrådsindstilling fra Magistratsafdelingen for Sociale forhold og Beskæftigelse står der blandt andet, at byrådet skal tilslutte sig målsætningen om at nedbringe det samlede antal hjemløse i Aarhus over en periode på fem år og i samme periode halvere antallet af unge hjemløse mellem 18 og 24 år.

»Jeg synes faktisk, at det er et ret ambitiøst mål, som bliver lagt frem med planen. Og at hele forløbet frem til fremlæggelsen af planen har været ambitiøst,« siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S).

En strategisk ramme

Masterplanen skal ifølge rådmanden ses som en strategisk ramme for, hvordan hjemløseproblematikken i Aarhus skal løses. Den skal ikke ses som en præcis beskrivelse af alle de indsatser som skal til, den skal derimod være et pejlemærke for retningen af de fremtidige indsatser. Og håbet er så, at byrådet og de forskellige aktører på området i fællesskab kan søsætte en stribe initiativer over årene, indtil det for alvor går den rigtige vej, fortæller Kristian Würtz.

»Planen er mere en opsummering af den nuværende indsats, end den er en egentlig plan. Der er stort set ingen bud på, hvad vi skal gøre anderledes fremadrettet for at få vendt den her kedelige tendens. Planen er gammel vin på nye flasker, må jeg desværre konstatere,« siger Gert Bjerregaard.

Mangel på muskler

I forbindelse med budgetforliget 2019 besluttede forligspartierne at afsætte 2 mio. kr. årligt fra og med 2019 til indsatser for at hjælpe borgere ud af hjemløshed ved at skaffe og fastholde flere i egen bolig samt forebygge hjemløshed.

I masterplanen fremgår det, at de førnævnte midler skal øremærkes særlige støtte- og boligløsninger til de helt unge hjemløse mellem 18-24 år, og at udmøntningen af midlerne skal ske i samarbejde med SAND- de hjemløses landsorganisation og Udsatterådet. Det fremgår også, at midlerne ikke er tilstrækkelige til at tilgodese de behov, som masterplanen skitserer.

»Min formodning er ikke, at vi med de muskler, vi har nu, kan komme i mål. Jeg tror, at vi bliver nødt til at vende tilbage i lyset af kommende hjemløsetællinger og justere og supplere vores indsats. Men nu står vi med den ekstrabevilling, som det lykkedes at kæmpe hjem i et budgetforlig, hvor rammerne var ret stramme,« siger Kristian Würtz.

Housing first

Det beskrives også i byrådsindstillingen, at man fremadrettet ønsker at arbejde ud fra metoden ”housing first”.

Housing first-metoden bygger på, at en stabil boligsituation er en forudsætning for, at der efterfølgende kan tages hånd om den hjemløse borgers problemer.

Også på dette område mener Gert Bjerregaard, at planen er for ukonkret. Han efterspørger konkrete målsætninger for det antal af boliger, som man vil stille til rådighed. Han påpeger også, at Aarhus Kommune siden 2009 har arbejdet med metoden.

Han håber, at man i det fremadrettede arbejde vil kunne trække på viden fra andre danske kommuner og nordiske nabolande, som har haft stor succes med at nedbringe antallet af hjemløse.