Norddjurs Kommunes jobcenter med i forsøg med motiverende sms-beskeder til ledige
En daglig sms og en lille video kan måske hjælpe flere ledige i job i Norddjurs Kommune. Et nyt forsøg mellem kommunen og Aarhus Universitet sætter fokus på at styrke selvtilliden blandt de jobsøgende.
»Der er mange jobs derude med et par timers arbejde om ugen, og virksomheder søger ofte efter mere.«
Sådan kan en sms til en ledig borger i Norddjurs Kommune snart lyde. Kommunen er i samarbejde med Aarhus Universitet gået med i forsøg ”TRO PÅ DET”, der med sms’er og små videosekvenser skal motivere de ledige ud på jobmarkedet. I første omgang handler projektet om at styrke den lediges selvtillid, men på sigt skal indsatsen føre til flere ansættelser for de ledige i Norddjurs Kommune.
»Vi håber, at dette projekt vil hjælpe de ledige med at øge troen på deres mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er netop manglende selvtillid, der holder nogle mennesker tilbage i deres jobsøgning,« siger Jonas Fluchtmann, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Han har i samarbejde med to professorer udarbejdet forsøget.
Videoer fra ligesindede
Forsøget rummer både en deltagergruppe og en kontrolgruppe, og deltagergruppen vil ud over den normale aktiveringsindsats i jobcentret på daglig basis modtage sms-beskeder med opmuntrende ord og videosekvenser af tidligere ledige med samme forudsætninger, som nu er kommet i arbejde. Det kan være en kontanthjælpsmodtager, der, på trods af sin tidligere stressdiagnose, atter er kommet i arbejde.
»Vi forventer, at dette i kombination med vores målrettede vejledning i jobsøgning vil være et første skridt mod arbejdsmarkedet for de mennesker, som længe har været arbejdsløse,» siger Jonas Fluchtmann.
Norddjurs Kommune ser frem til at følge forsøget, og den håber på, at flere borgere vil få succes med at komme ud på arbejdsmarkedet.
»Vi synes, projektet er nytænkende og innovativt, og vi vil meget gerne være med til at udvikle og afprøve nye metoder indenfor beskæftigelsesindsatsen. Alt, der kan være med til at bringe borgere tættere på arbejdsmarkedet, bør prøves af,« siger Martin Bengtson, der er souschef i Arbejdsmarkedsafdelingen i Norddjurs Kommune.
Ifølge Martin Bengstson handler forsøget også om, at de ledige får en tro på, at det kan lade sig gøre at komme i arbejde.
»Vi håber på, at borgerne gennem projektet og ved at høre om andre i samme situation som dem selv, der har haft succes med at komme på arbejdsmarkedet, får en lyst og en tro på, at det også kan lade sig gøre for dem selv,« siger han.
sms’er har skabt resultater
Rigshospitalet i København har også forsøgt sig med motiverende sms-beskeder. Det var tilbage i 2017, hvor 150 personer med leddegigt deltog i et forsøg, der skulle få dem til at bevæge sig mere.
Patienterne i gruppen, der fik motiverende sms’er rørte sig 1 time og 36 minutter mere om dagen end forsøgets anden patientgruppe, der ikke modtog de motiverende sms’er, og sms’erne viste sig derfor at have stor effekt.
I Norddjurs Kommune håber man på, at de daglige sms’er også vil vise en effekt hos de ledige.
»Med forsøget håber vi, at borgerne vil blive inspirerede og motiverede til selv at arbejde mere målrettet på komme ud på arbejdsmarkedet gennem praktik, ordinære timer eller beskæftigelse,» siger Martin Bengstson.
Forsøget vil blive evalueret i sommeren 2019, hvor Aarhus Universitet vil måle effekten af metoden ved at sammenholde deltagergruppen med kontrolgruppen.