Unge skal nytænke landsbyfællesskabet
Et nyt projekt giver taktstokken til de unge og beder dem nytænke ungdomslivet på landet.
De unge skal have en stemme. Det er tanken bag et nyt projekt i Norddjurs, hvor ungdommen skal være medskabere af det ungdomsliv på landet, de kunne tænke sig.
»Man kan have en tendens til at være klog på de unges vegne. Det er ikke det, der er tanken i projektet,« siger Ikki Lyng Knudsen, en af initiativtagerne bag.
I stedet indbydes de unge selv til at nytænke ungdomslivet på landet og på sigt søsætte nye ideer og tiltag.
Det er ildsjæle fra landsbyklyngen ”Midt i Norddjurs”, bestående af Ørum, Stenvad, Glesborg, Bønnerup, Fjellerup og Gjerrild, som har søsat ungdomsprojektet som første konkrete initiativ i et større, treårigt DGI-ungeprojekt støttet af Veluxfonden med 3,2 mio. kr. Håbet er at kunne udvikle metoder, der på tværs af ressourcer, alder og sociale baggrunde kan skabe fællesskaber blandt unge i Danmarks yderområder.
»I landsbyfællesskabet mener man, at livet på landet er en legeplads og et rum for fællesskab og aktivitet, ikke bare for børn og voksne, men også for de unge,« forklarer Ikki Lyng Knudsen og peger på, at landet kan noget, byen ikke kan. Det handler om at få det bedste ud af begge dele og give landet en værdi som hjemmebane for alle de unge, der er opvokset der.
Uforpligtende fællesskab
Aktuelt kæmper mange i lokalområdet indædt for at bevare Ørums ældste klasser, der ellers som et led i Norddjurs Kommunes spareplaner er udset til at lukke. Netop det engagement viser ifølge Ikki Lyng Knudsen, at der lokalt er opbakning til de unges ideer. Noget der er afgørende for, at det nye projekt kan lykkes.
Og de unge har allerede luftet mange gode ideer til, hvad der kan gøre det bedre at være ung i området. Alt fra aktiviteter til, at man skal have en ordentlig kørselsordning. Flere unge fra området har også efterspurgt fællesskaber, hvor de kan være sammen om interesser men i mere uforpligtende og knapt så konkurrencepræget fællesskab.
»Sådan en drop-in fælleskabstankegang,« uddyber Ikki Lyng Knudsen, der dog ikke vil gå ret meget ind i, hvad man kunne forestille sig, at de unge finder på af ideer. Det er det arbejde, der ligger forude.
Der var opstartsmøde med unge og lokale aktører onsdag 19. september.