Rune Kilden medgiver, at nogle naboer vil få forringet deres udsigt
Danmarks højeste boligbyggeri bliver måske snart sat i gang af Aarhus Byråd, men debatten om Lighthouse fortsætter. Bygherre Rune Kilden svarer her på 10 spørgsmål om projektet.
Hvor meget skal I mindst bygge, og hvor meget vil I bygge?
»I konkurrencen var der et krav fra kommunen om at bygge mindst 35.000 kvm, ligesom der blev lagt op til at etablere op mod 3.000 kvm til bylivsfaciliteter, som er et område, kommunen vægter højt, så det giver i alt 38.000 kvm. I vores vinderforslag ligger vi tæt på de krævede 38.000 kvm, men hvis vi kan øge tårnhøjden til de oprindelige 142 meter, vil vi bygge ca. 43.500 kvm. bolig og bylivsfunktioner. Det er korrekt, at et tal på 44.800 kvm også er blevet nævnt, men det er inklusive noget af den overdækkede cykelparkering og depot- og teknikrum over jorden,« siger Rune Kilden og fortsætter:
»Det tal bevæger sig fortsat lidt op og ned i forbindelse med udviklingen af projektet og fordeling af bl.a. boliger, bylivsfunktioner, lager og depot, og derfor er lokalplanen lavet, så den kan klare sådanne udsving. For at få adgang til den offentlige udsigtsplatform i toppen af tårnet har vi også i processen måttet indarbejde en ekstra flugtvejstrappe hele vejen op i toppen af tårnet, hvilket også optager en del af arealet, ligesom størrelsen af skakte og teknikarealer oppe i tårnet fortsat bevæger sig, efterhånden som huset tegnes færdigt.«
Man kan ikke blot pille et antal etager ud af byggeriet, uden at balancen i hele projektet skal revurderesRune Kilden, byherre for Lighthouse
Hvorfor er sidebygningerne vokset fra 7 til op mod 14 etager?
»På grund af jordbundsforholdene har vi måttet ændre hele projektet, så tårnet er blevet smallere. I den tidligere lokalplan var tårnets fodaftryk ca. 1.300 kvm, men nu er det ca. 600 kvm, og for at få den rette balance i hele byggeriet i forhold til jordbunden har vi lavet en ny model på sidebygningerne, så de er stigende op til 14 etager. En del af de høje sidebygninger ligger så inden for det byggefelt, hvor vi i den tidligere lokalplan kunne bygge op i 142 meter, så vi har lavet en anden fordeling, hvor projektet nogle steder er højere og andre steder lavere end den tidligere lokalplan. Men vi har så godt som muligt forsøgt at fastholde de samme principper i forhold til de øvrige Lighthouse-bygninger, tårnet er blevet meget smallere, og mod Isbjerget er bygningerne ændret, så de spærrer mindre for udsynet mod bugten,« siger han.
Nogle naboer er utilfredse med højden. Kan du forstå deres kritik?
»Ja, det kan jeg godt for nogles vedkommende, men det er ikke korrekt, at alle bliver berørt. Det store flertal af beboere på Aarhus Ø bliver ikke berørt af det her nye projekt. Dertil er der en gruppe, som faktisk får bedre udsyn til bugten, bl.a. på grund af at vi har drejet nogle af sidebygningerne for at opnå dette kig for naboerne ud i bugten, men det er korrekt, at der er et antal naboer, der får forringet deres udsigt, men omvendt et meget smallere og mindre dominerende tårn. Endelig skal vi huske på, at tårnet bliver synligt fra hele regionen, så det nye, mere smalle udtryk vil komme rigtigt mange til gode. Vi har forsøgt at tage rigtig mange hensyn i det her projekt, men i sidste ende er det politikere, der er dommere på, om der er en rimelig vægtning af interesserne her.«
Vil du være parat til at imødekomme de beboere, der får forringet deres udsigt?
»Jeg går ind for åbenhed og er parat til at mødes med alle, der ønsker det, og det kan også i nogle tilfælde være med til at skabe en bedre forståelse for projektet. Jeg havde bl.a. et møde med en beboer i Isbjerget, og det møde var med til at aflive et par misforståelser. Bl.a. vidste beboeren ikke, at der også var planlagt sidebygninger i det oprindelige projekt.«
Hvis det mod forventning bliver et politisk krav, at sidebygningerne f.eks. skal gøres lavere, hvad gør I så?
»Så foreligger der en helt ny og meget vanskelig situation, for man kan ikke blot pille et antal etager ud af byggeriet, uden at balancen i hele projektet skal revurderes. Det er vigtigt at forstå, at vi har brugt over to år på at udvikle det her projekt, og det er meget komplekst, så hvis der kommer krav om reduceringer, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke overskue, hvad det vil betyde for projektet. Og det siger jeg virkelig ikke for at true nogen, men det er vigtigt at forstå, at vi jo bygger et helt ekstraordinært projekt, hvor alt i projektet rører ved hinanden. Retter vi nu et sted i projektet, påvirker det hele ligningen.«
Beboerne har indkaldt til et borgermøde. Hvad siger du til det?
»Det er jo hele idéen med at sende lokalplaner i høring, at vi skal kunne diskutere planerne, og jeg er klar til at møde op og fortælle om vores projekt, hvis det kan foregå i en ordentlig tone. På samme måde har jeg også tidligere stillet mig klar til at mødes med fællesrådet, uden at det er blevet til noget, men torsdag havde jeg et godt møde med den nye formand for fællesrådet, Jan Christiansen.«
Hvad har I aftalt?
»Vi har aftalt, at vi skal sikre en god dialog fremefter, og at jeg deltager i borgermøde for at forklare om baggrunden for projektet og svare på spørgsmål. Og er der brug for mere information efter mødet, står vi også klar, og så er det vigtigt, at vi også holder en god dialog, efter at der er truffet en beslutning.«
DF og EL har meldt ud, at de er imod projektet. Hvad siger du til det?
»EL er jo ikke decideret imod projektet, men har nogle ønsker om justeringer. Det er jo en del af processen, at man skal kunne diskutere projektet, men jeg forstår ikke, hvordan DF kan kritisere, at der skal laves en ny lokalplan for området, for det blev jo vedtaget af byrådet i sin tid i forbindelse med udskrivelse af konkurrencen, så det har partiet selv stemt ja til. Det er fair nok at udfordre os på indholdet, men hele præmissen om, at der skulle laves en ny lokalplan, kommer jo fra byrådet selv. De ville gerne se et bud på et opdateret projekt på Lighthouse-grunden og det har vi leveret. Fra vores synspunkt har vi lavet et meget bedre projekt, så jeg er helt enig med byrådet i beslutningen om, at vi ikke skulle lade os begrænse af den gamle lokalplan.«
Hvad er succeskriteriet for dig i det her byggeri?
»At det bliver et hus for hele Aarhus og ikke kun for beboerne i det nye tårn. Jeg er sikker på, at en udsigtsplatform og restaurant i 142 meters højde vil blive attraktiv, ligesom vi laver beboerhus og klasselokaler for skolebørn, der kan komme ud og få en spændende dag på havnen og lære om livet i bugten. Jeg tror, at højhuset bliver en attraktion for hele Aarhus, og jeg tror også, at færdiggørelsen af hele Lighthouse-projektet vil gøre området ekstra attraktivt og dermed også forøge værdien for alle.
Hvad betyder pengene for dig?
»En del af det, jeg laver, er jo projekter, man tjener penge på, men for mig er penge et resultat af at være dygtig i min branche. Pengene kommer, når man har succes med sine projekter, men det er ikke et mål i sig selv. Hvis det var målet, ville vi heller ikke bygge et teater, strandbarer, Ø-haver, beboerhuse, 8-10 restauranter ved bassin 7 eller skoleklasselokaler. Eksempelvis har vi jo i det nye Lighthouse-projekt indtænkt en Ø-linje, som skal være et samlingspunkt for alle beboerne på Aarhus Ø med grønne haver, drivhuse og hvad vi ellers finder på sammen med beboerne.«