»Fire uger på havet med skoleskibet har lært mig mere end tre år på gymnasiet«
Skoleskibet "Georg Stage" er et af de tremastede sejlskibe, som man kan besøge gratis under VM i Aarhus. Den 21-årige Laura Lillelund Nielsen bor på skibet for at blive "ubefaren skibsassistent".
Hænderne, der er smurt ind i vaseline, kører i en konstant roterende bevægelse, idet den 21-årige Laura Lillelund Nielsen snor reb om en tre centimeter tyk stålwire. Vaseline og reb skal beskytte stålet mod hårdt vejr, inden wiren skal bruges til at støtte den forreste af tre master på skoleskibet ”Georg Stage”.
I fem måneder arbejder, spiser og sover den aarhusianske Laura Lillelund Nielsen tæt sammen med 62 andre elever på skibet. Faktisk så tæt at de i ét rum sover »numse mod numse« i deres hængekøjer. Målet er at gennemføre sømandsuddannelsen og kunne kalde sig ”ubefaren skibsassistent” ved udgangen af november.
Modsat gymnasiet er al pensum her noget, som vi skal bruge. Og det er vigtigt, vi lærer det, for vi har et ansvar overfor hinandenLaura Lillelund Nielsen, 21 år og elev ved Georg Stage
Den 1. august sejlede ”George Stage” og besætningen ind i Aarhus Bugt for at lægge til ved Dokk1. Dels, fordi skoleskibet byder alle interesserede om bord i forbindelse med VM, men også fordi de mange elever som en del af uddannelsen skal modtage undervisning i håndværk på Aarhus Maskinmesterskole. ”Georg Stage” er verdens ældste, civile skoleskib, og den vægter teori og praksis lige højt. Det tiltalte Laura Lillelund Nielsen, der ellers har taget den »klassiske vej«, som hun selv kalder turen fra efterskole til rød studenterhue og et sabbatår i udlandet.
Har savnet håndværket
I 2017 blev Laura Lillelund Nielsen naturvidenskabelig student fra Aarhus Katedralskole. Et sted hun var glad for at gå, og hvor lærerne var gode. Alligevel manglede der noget i undervisningen.
»Jeg var træt af, at halvdelen af det, jeg lærte, var noget jeg bare skulle lære, fordi det står i en Kulturkanon. Ikke fordi jeg kan bruge det i praksis,« fortæller Laura Lillelund Nielsen og tilføjer:
»Jeg savnede håndværket.«
Hun havde fra flere bekendte hørt positivt om skoleskibet ”Georg Stage”. Men Laura Lillelund Nielsen var ikke overbevist om, at det var noget for hende. »Der er for meget disciplin,« tænkte hun. Men efter otte måneders rejse i Mellem- og Sydamerika, fik hun smag for eventyret og besluttede sig for at søge en plads. Den fik hun, og den 3. juli havde hun sin første dag på dækket.
»Modsat gymnasiet er al pensum her noget, som vi skal bruge. Og det er vigtigt, vi lærer det, for vi har et ansvar overfor hinanden. Vi er alle nødvendige i det daglige arbejde,« forklarer Laura Lillelund Nielsen, der ud over det faglige sætter stor pris på fællesskabet.
Brandbekæmpelse, skibsteknik, søvejrsregler og radiocertifikat er et udsnit af de ting, som eleverne på ”Georg Stage” skal igennem. Døgnet er skemalagt ned til minuttet. Har man ikke undervisning, er man på vagt ved roret, som udkigger eller på en af skibets andre poster.
»Fire uger på havet med skoleskibet har lært mig mere end tre år på gymnasiet,« griner Laura Lillelund Nielsen og henviser til håndværket såvel som det menneskelige aspekt.
Den 10. august får ”Georg Stage” besøg af kronprins Frederik, der sammen med besætningen vil sejle ud og se VM-sejlads. Tre dage senere vinker besætningen farvel til Aarhus for at sejle videre til Christianshavns 400 års jubilæum.