Fejlslagent profilbyggeri koster Aarhus Kommune 22 mio. kr.
Flækkede facadeplader og et ødelagt tag på en kommunal ejendom koster 30,9 mio. kr. at udbedre. Aarhus Kommune har efter fem års tovtrækkeri kun formået at hive 9 mio. kr. ud af garantistiller.
De grønne facadeplader af genbrugsglas flækkede i varmen og faldt mod jorden, og i over fem år er regnvandet piblet ind gennem taget, da 1.100 kvm fejlmonterede solceller har revet tagpappet i stykker.
De kommunale medarbejdere i den tidligere flaskegrønne kontorbygning på Grøndalsvej 1 har siden opførelsen i 2012 haft en del andet end administrationsarbejde at tænke på. Nu står det klart, hvor meget det vil koste at udbedre skaderne på bygningen, som Aarhus Kommune i sin tid kaldte en milepæl for energibesparelse og bæredygtighed.
30,9 mio. kr. lyder renoveringsprisen. 9 mio. kr. bliver betalt af Aarhus Kommunes garantistiller, Atradius, efter fem års tovtrækkeri om størrelsen af garantien. 21,9 mio. kr. må skatteyderne betale. Det lægger Teknik og Miljø op til i en indstilling til byrådsmødet onsdag.
Fugt i tagkonstruktionen
Af indstillingen fremgår, at rammesystemet, der bærer solcellepanelerne på taget, er fejlmonteret og skærer hul i tagpappen. Der er nu konstateret fugt i hele tagkonstruktionen, og hele taget skal derfor udskiftes til en forventet pris på 7,2 mio. kr.
Desuden har undersøgelser vist, at hverken glaspladerne eller ophængningsmetoden er egnet til at indgå i en facadekonstruktion. En ny facade skønnes at koste 15,9 mio. kr., og den forventes at blive monteret i efteråret 2018.
Sidste år blev de grønne facadeplader taget ned, og bygningen fremstår i dag nøgen. Det kan bygningen godt holde til, har Aarhus Kommune tidligere konstateret. Kommunen har i øvrigt fralagt sig ansvaret for problemerne med facaden, da glaspladerne er testet hos Teknologisk Institut. Instituttet har sagt, at pladerne er testet i henhold til alle gældende standarder.
Det dyreste byggeri
Den flaskegrønne tilbygning til administrationsbygningen på Grøndalsvej 1 stod i 2012 klar til omkring 220 kommunale medarbejdere. Bygningen var et af landets første store kontorbygninger, der selv kunne producere den energi, som blev brugt i huset - et såkaldt 0-energihus - via bl.a. solfangere, naturlig ventilation og opsamling af regnvand til toiletskyld og havevanding. Prisen på 139 mio. kr. var dengang kommunens dyreste byggeri.
Men ikke længe efter, at medarbejdere fra Teknik og Miljø samt Sociale Forhold og beskæftigelse flyttede ind, måtte Aarhus Kommune sande, at de festlige skåltaler over det klimaambitiøse byggeri med uafprøvede materialer gav gevaldige tømmermænd.
På øverste etage satte medarbejdere spande op til at indfange regnvandet, der brød gennem taget, og bygningen blev hegnet ind for at beskytte forbipasserende mod store nedfaldende glasstykker fra facaden, som flækkede i varmen.
Men hos totalentreprenøren på bygningen, E. Pihl og Søn A/S, var der ingen hjælp at hente, fordi firmaet gik konkurs i august 2013. I stedet måtte kommunen henvende sig til Atradius, som havde stillet en garanti på 12 mio. kr.
Teknik og Miljø foreslår i sin indstilling til byrådet at finansiere en del af de 21,9 mio. kr. inden for kommunens Center for Administration og Ejendomme-budget. 13 mio. kr. vil i øvrigt blive taget fra genopretningspuljen for administrative bygninger, som derfor vil blive mindre vedligeholdt.
Det har inden avisens deadline ikke været muligt at få en udtalelse fra Atradius eller den ansvarlige for indstillingen om Grøndalsvej fra Teknik og Miljø.