Fortsæt til indhold
Aarhus

Børnechef: Pædagogikken på Dalgaarden har været helt skæv

Det gik i 2017 op for Aarhus Kommune, at der er en kritisabel pædagogik på Dalgaarden, siger centerchef. Den udlægning er tidligere næstformand og nuværende formand i Dalgaardens bestyrelse ikke enig i

»Man kan måske nærmest betragte det som, at den pædagogiske behandling slet ikke var til stede.«

Så dystert et billede tegner Aarhus Kommunes børnecenterchef, Henrik Jensen, af den faglige situation i 2017 på den selvejende institution Dalgaarden, som tager imod udsatte og omsorgsvigtede børn fra fem år og op.

Vi ser et billede af, at medarbejderne har noget, som vi betegner som overgrebsadfærd overfor børnene
Ulla Andersen, tilsynschef hos Socialtilsyn Midt, , forklarer, at man følger udviklingen på Dalgaarden nøje.

Socialtilsynet satte i juni sidste år institutionen under intensiveret opsyn på grund af 39 magtanvendelser, hvor personalet i flere tilfælde var konfliktoptrappende og udsatte beboerne for ydmygende behandling. I december gik tilsynet skridtet videre og truede med at lukke Dalgaarden. Baggrunden var bl.a. oplysninger om en medarbejders grænseoverskridende leg, hvor et barn blev udfordret til at slikke på et toilet. Flere situationer var desuden kommet ud af kontrol, og personalet havde benyttet magt, som tangerer vold, ligesom en medarbejder flere gange spyttede på børnene.

»I løbet af 2017 gik det op for os, at den var gal med pædagogikken på Dalgaarden. Den form for nedværdigende behandling fortæller os, at man er helt skæv på pædagogikken. Det kan kun føres tilbage til ét sted, nemlig ledelsen,« siger Henrik Jensen.

Leverer et godt arbejde

I dag er der indsat to nye ledere fra Aarhus Kommune, og der er iværksat en økonomisk genopretningsplan for Dalgaarden, som i 2017 havde et driftunderskud på 3,3 mio. kr.

Knud Byskov, tidligere næstformand for bestyrelsen i institutionen, blev i december sidste år valgt som formand. Han er ikke enig i, at det var pædagogikken, som slog fejl.

»Det er svært at svare på. Men umiddelbart har der ikke været noget galt med pædagogikken. Personalet leverer generelt et rigtig godt arbejde på Dalgaarden. Men medarbejderne har været overmatchet med for mange børn med for store og komplekse problemstillinger,« siger han.

I en årrække har den selvejende institution været normeret til at have 42 børn boende. Normeringen har været aftalt mellem Dalgaardens ledelse, bestyrelsen og Aarhus Kommune. Fremover vil Dalgaarden maksimalt have 28 børn boende.

Knud Byskov mener, at ledelsen skulle have handlet på, at personalet var presset.

»Det er ikke okay at sige, at vi har 42 børn, og så må vi bare få det bedste ud af det. Der skal skabes optimisme og pædagogisk udvikling, hvor medarbejderne føler sig ordenligt klædt på til at løse opgaven. Jeg mener, der har været et ledelsesmæssige svigt, eftersom personalet ikke har haft redskaber nok til at løse opgaven,« siger han.

Forstår børnene bedre

De redskaber skal de omkring 40 medarbejde på Dalgaarden nok få, siger konstitueret forstander Giitte Bach Jensen. Hun er en af Aarhus Kommunes midlertidige ledere på Dalgaarden, indtil en ny forstander ansættes i efteråret.

Samtidig med en økonomisk genopretningsplan er der iværksat en udviklingsplan for institutionen. Med penge fra socialstyrelsen har medarbejderne siden december fulgt en såkaldt forebyggelsespakke mod brugen af magtanvendelser.

»Medarbejderne siger, at de er blevet bedre til at trække sig fra konflikter og til at undgå at optrappe konflikter. De siger også, at de forstår børnene bedre og kan se, hvad der er på vej, inden en konflikt udvikler sig,« siger Gitte Bach Jensen.

I løbet af året vil der desuden blive nedsat et børneråd på Dalgaarden. Der vil blive indført en såkaldt børne-stop-op-dag, hvor børn kan sige, hvad de kunne ønsker sig af personalet, og forældre til beboerne skal inddrages mere i institutionens weekendaktiviteter. Hen over efteråret skal medarbejderne til mus-samtaler, hvor der lægges individuelle læringsplaner.

Ifølge Gitte Bach Jensen var socialtilsynets opfattelse ved et besøg på Dalgaarden onsdag, at medarbejderne er blevet bedre til at forstå, hvad der ligger bag børnenes adfærd.

Overgrebsadfærd

Tilsynschef hos Socialtilsyn Midt, Ulla Andersen, forklarer, at man følger udviklingen på Dalgaarden nøje.

»Vi ser et billede af, at medarbejderne har noget, som vi betegner som overgrebsadfærd over for børnene. Det, vi gør nu, er, at vi følger, om den nye ledelse er i stand til at følge en anden linje. Desuden er vi delvist kritiske omkring antallet af magtanvendelser i 2017. Det har de fået rettet op på,« siger hun med henvisning til, at Dalgaarden i 2017 indberettede 88 magtanvendelser, hvoraf 10 er vurderet som ikke-tilladte, mens der er indrapporteret 14 fra januar til april 2018 - alle tilladte.

En af de tidligere ledere ønsker ikke sit navn i avisen, men understreger, at hun selv har sagt op til beklagelse for den tidligere bestyrelse på Dalgaarden. Hun pointerer yderligere, at hun rejste fra institutionen den 1. november - halvanden måned før socialtilsynets melding om at lukke Dalgaarden - og at hun derfor ikke er bekendt med grunden til tilsynets kritik. Den anden tidligere leder, som har indgået en fratrædelsesaftale med Dalgaarden, ønsker ikke at udtale sig.