Fortsæt til indhold
Aarhus

Lokal klub samler unge AGF’ere op

Aarhus Fremad i 2. division råder over 19 spillere med en fortid i AGF’s ungdomsafdeling. Fremad-træner savner større tålmodighed med unge spillere fra de store klubber.

Kun ganske få U19-spillere i de store klubber klarer overgangen til A-truppen og et liv som professionel. Resten? De havner i Aarhus Fremad, groft sagt.

I den lokale 2. divisionsklub råder træner Morten Mølkjær, tidligere ungdomstræner i AGF i adskillige år, lige nu over 19 spillere, der alle har trænet i AGF i deres ungdomstid. 13 af dem er i alderen 17 til 22 år.

Adskillige af de unge talenter, som nu spiller i Aarhus Fremad, har fået masser af kampe på AGF’s reservehold sammen med Superligaspillere. Men det er ikke vejen frem, hvis de skal udvikle sig, ifølge Morten Mølkjær.

»Superligaklubbernes reserveholdskampe er efter min mening værdiløse. Der er intet på spil. Det er vel kun FC Midtjylland, som gør noget ud af det. I de andre klubber har de etablerede Superligaspillere ikke lyst til at spille reservekampene, da de er bange for at blive skadet. De spiller på 80 procent, og hvad får en U19-spiller ud af det? Der er ingen, der tackler igennem. Hvordan skal de unge lære at spille voksenfodbold, hvis ikke de mærker det på kroppen? Pludselig er de vokset ud af U19-tiden, og så er det lige meget, at de har spillet 30 reserveholdskampe, for de kan stadig ikke begå sig i 2. division. Det lærer de først, når der er noget på spil i den virkelige verden,« siger Morten Mølkjær.

Ikke kun AGF

Han sigter ikke kun efter AGF, men alle de øvrige større klubber i Danmark. Udover den voldsomme import af AGF’ere, har amatørklubben Aarhus Fremad også spillere fra andre større klubber i Danmark.

»Jeg tror, at AGF og de andre store klubber kunne have gavn af at sende unge spillere ud for at spille seniorfodbold, der gælder noget, samtidig med, at de har snor i dem. Jeg synes, der er nogle af dem, hvor man godt kan spørge, hvorfor klubberne ikke har haft større tålmodighed. De kunne have lejet unge spillere, ud i stedet for at hente spillere hist og pist til deres førstehold. I mine øjne er det mærkeligt at spillere fra hele verden løber rundt i Superligaen i stedet for nogle af vores egne danske spillere,« mener Morten Mølkjær.

Bechmann og Priske

Aarhus Fremad har tidligere med stor succes skubbet vragede spilleres karrierer i gang. Tommy Bechmann spillede ungdomsfodbold i AGF, men fik succes som seniorspiller i Aarhus Fremad. Siden havnede han i Esbjerg og i udlandet. Også Søren Hermansen og Brian Priske var omkring den lille klub i det nordlige Aarhus, inden de slog igennem. Brian Priske kom endda på landsholdet.

»Alle klubber skal løfte det. Vi skal ikke bare pege på dem, der liggere højere i hierarkiet. Vi prøver at lave nye tiltag, så vi flytter os som klub, så vi kan være en attraktiv klub for unge spillere. Selv spillere på 25 år kan nå videre fra 2. division. Det handler om sult og om at få tændt ilden i spillerne, så de tror på det,« siger Morten Mølkjær.

Hvad med U23-hold?

Som klubtræner i tredje lag i dansk fodbold kan han egoistisk set være tilfreds med at kunne råde over talentfulde spillere, der ikke evnede at slå til i første hug i de større klubber. Men han ville ønske, at danske Superligaklubber indførte hold for spillere under 23 år.

»Det er kun i Danmark, at de store klubber ikke har U23-hold. Det har de i lande som blandt andet Holland og Tyskland. Det er ikke nemt at være 18-19 år og skulle spille Superliga. Ikke sådan som mentaliteten i ligaen er nu. Jeg tror, at der er noget at hente for os på næste hylde. Vores rolle er at uddanne spillere til et højere niveau. Og vi har spillere, der virkelig tager store skridt for tiden. Så jeg kan sagtens se, at nogle af dem kommer videre i systemet inden alt for længe,« bemærker han.

Masser af planer

En stor del af de unge AGF’ere har meldt sig i Aarhus Fremad, siden klubben sidste år ansatte den tidligere ungdomstræner i AGF.

»Vi laver udviklingsplaner sammen med dem, både på papir, men også online, så de kan analysere deres egne aktioner i forhold til det, vi ønsker, de skal blive bedre til. Og de kan få individuel træning. De tror alle på, at de kan nå op på næste niveau, og det er værd at bygge for på os. Den slags spillere samler vi på,« siger Morten Mølkjær.

En todelt opgave

Hans opgave er todelt. Klubben som sådan skal flyttes, og spillerne skal uddannes, så de bliver interessante for klubber i 1. division og Superligaen.

»Bare det seneste halve år har mange af dem udviklet sig godt. Flere af dem styrketræner ud over deres fire ugentlige træningspas, de har struktur på deres liv. Hvorfor skulle deres karrierer være slut, blot fordi de er omkring 20 år? Det kræver hårdt arbejde fra spillerne og os, fordi vi gerne vil bevare klubbens ry. Det kunne være fedt, hvis vi kunne lave endnu en god historie heroppe,« påpeger han.

Artiklens emner
AGF