20-årig højre back har genstartet sin fodboldkarriere
Stortalent fra AGF var på prøve i Manchester United, men mistede lysten til at spille fodbold. Nu har han genfundet glæden ved fodbold.
Han var et af de største backtalenter på sin årgang, hvor han også spillede på diverse ungdomslandshold. Hans kvaliteter på fodboldbanen sendte ham sågar til en længere prøvetræning hos mægtige Manchester United i 2013, hvor klubben gerne ville se nærmere på den nu 20-årige Lars Troensegaard.
En knæskade satte dog en stopper for, at den unge aarhusianer skulle til sin anden prøvetræning i den engelske klub, hvorfor Lars Troensegaard blev i AGF og spillede ungdomsfodbold. Derfra gik det dog en smule ned for den talentfulde højre back, som i sommeren 2016 tog sin afsked med AGF og faktisk helt droppede at spille fodbold.
Nu har Lars Troensegaard dog igen snøret fodboldstøvlerne, hvor han i efteråret begyndte at spille i Aarhus Fremad. Her hedder cheftræneren for 2. divisionsholdet Morten Mølkjær. Netop Morten Mølkjær var også træner for Lars Troensegaard på AGF’s U15-hold, og han kalder den unge aarhusianer for et særligt talent.
Da jeg var yngre, handlede hele mit liv om fodbold. Men i sommeren 2016 havde jeg mistet lysten til fodbold. Jeg følte egentlig på det tidspunkt, at jeg aldrig nogensinde ville spille fodbold igen.Lars Troensegaard
»Lars Troensegaard er et umiddelbart talent. Han er en sindssygt dygtig fodboldspiller, og prøvetræningen i Manchester United var da også ganske seriøs. Han har en god fart, han er helvedes høj med sine 1,90 meter, og så er han usandsynligt rolig på bolden i forhold til sin alder. Han er en slags ung oldboysspiller på det punkt,« siger Morten Mølkjær.
Mistede motivationen
Men da Lars Troensegaard i sommeren 2016 var færdig som U19-spiller i AGF, skulle han sammen med AGF finde ud af, om de to skulle forlænge samarbejdet, nu hvor han skulle gå fra ungdomsspiller til at blive seniorspiller.
På det tidspunkt havde Lars Troensegaard efter nogle år med flere skader mistet motivationen til at lægge de timer i træningen, som fodbold på øverste niveau kræver.
»Da jeg var yngre, handlede hele mit liv om fodbold. Men i sommeren 2016 havde jeg mistet lysten til fodbold. Jeg følte egentlig på det tidspunkt, at jeg aldrig nogensinde ville spille fodbold igen. Det var også en fælles beslutning med AGF, fordi jeg var udkogt og havde mistet lysten. På det tidspunkt manglede jeg et år af mit gymnasium, så det var en mulighed for mig til at gøre noget ud af det, når jeg ikke skulle træne seks gange om ugen,« siger Lars Troensegaard.
Morten Mølkjær, som fulgte Lars Troensegaards karriere i AGF på sidelinjen, fordi han var ungdomstræner i klubben, fortæller også, at han så en dreng, der løbende mistede lysten til at spille fodbold.
»Nu har jeg kendt Lars, siden han var 13 år gammel. Hvis man skal være lidt grov ved ham, så siden han kom hjem fra den prøvetræning i Manchester United, har han ikke været helt den samme fodboldspiller. Han spillede ungdomsligafodbold egentlig, fordi han kunne alene på sit talent, men leverede ikke træningsmængden, der skulle til. Alligevel var han jo tæt på at få en plads som senior i AGF, bare fordi han på trods af manglende motivation ramte et par gode kampe på et højt niveau,« siger Morten Mølkjær, mens han ikke kan lade være med at grine over det sidste.
Savnede fodbold
I september 2017 kunne Lars Troensegaard så alligevel ikke holde sig fra fodboldbanen længere og begyndte at træne med hos Aarhus Fremad.
Her spiller den 20-årige højre back på nuværende tidspunkt Danmarksserie, men har været med førsteholdet i nogle træningskampe i januar. Blandt andet mod AGF.
Lars Troensegaard fortæller, at han efter næsten halvandet års pause har fået noget af lysten til fodbold tilbage. Men han fortæller også, at det netop handler om motivation for ham, og han derfor ikke spekulerer på at få en professionel fodboldkarriere. Lige nu i hvert fald.
»Jeg savnede at spille fodbold, selvom jeg ikke troede, at jeg ville komme til det. Først og fremmest handler det om at få glæden tilbage ved fodbold. Det er min førsteprioritet. Det er ikke, fordi jeg har en langsigtet plan for fodbold lige nu. I hvert fald ikke i første omgang. Men hvis jeg begynder at elske at spille fodbold igen, og hvis jeg begynder at spille godt, så kan det jo være, at det kan komme,« siger Lars Troensegaard.
Morten Mølkjær glæder sig også først og fremmest over, at han nu ser en glad Lars Troensegaard på træningsbanen, hvor det ifølge cheftræneren er en flittig ung knægt, der møder op hver gang. Der er dog fortsat nogle kilo, som skal smides, før han kan komme i betragtning til 2. divisionsholdet.
Men samtidig er cheftræneren overbevist om, at hvis Lars Troensegaard beslutter sig for at tage fodbold seriøst og har motivationen til at træne, kan han nå langt.
»Det er jo ikke for sent endnu, fordi drengen er lige fyldt 20 år. Nu skal han lære at spille seniorfodbold og bruge sin store krop. Det er det, vi gerne vil bygge op igen, men det skal komme inde fra ham selv. Kan han finde gnisten, er der ingen, som siger, at Lars ikke kan komme fra baghjul. Vi krydser i hvert fald fingre for, at han holder ved, fordi så tror jeg heller ikke, at vi har ham ret lang tid i Aarhus Fremad, når folk finder ud af det,« siger Morten Mølkjær.