Fortsæt til indhold
Aarhus

Socialdemokratiet kan igen krone sig som det største parti i Favrskov

Valgresultatet betyder, at socialdemokraten Nils Borring efter alt at dømme kan trække borgmesterkæden over hovedet for tredje valg i træk.

FAVRSKOV

Socialdemokratiet bliver det største parti i Favrskov Kommune i den kommende valgperiode.

Det står klart, efter at alle listestemmer nu er optalt.

Socialdemokratiet har modtaget 11.638 stemmer, og den fordeling betyder, at Nils Borring med god sandsynlighed bliver borgmester for tredje valg i træk. Partiet har i alt modtaget 43,2 pct. af de afgivne stemmer i kommunen.

SF, Alternativet og Radikale Venstre er i valgforbund sammen, og de peger på Socialdemokratiet og Nils Borring som borgmester. Det betyder, at rød blok ender med 13 af kommunens 25 mandater og 53,8 pct. af stemmerne. Den endelige konstitueringsaftale står dog først fast onsdag, hvor partierne mødes.

Det var en tilfreds borgmester, der gav sit besyv på mandatfordelingen.

»Jeg er særdeles glad for, at vi bliver honoreret for at have samlet et bredt byråd. Vi får et rødt samarbejde og et rødt flertal i Favrskov Kommune. Vi fastholder vores mandatfordeling, og jeg ønsker, ligesom ved de to foregående valg, at lave en bred og grundig konstituering,« siger Nils Borring.

Venstre bliver kommunens andenstørste parti og tegner sig for 8.002 af de i alt 27.009 gyldige stemmer, der er blevet afgivet. Det betyder, at de som ved sidste valg får 9 mandater.

Partiets spidskandidat, Flemming Nørgaard, var ambivalent da resultatet stod klart.

»Jeg havde et håb om, at vi i Venstre kunne nappe 9 mandater, og at vi i blå blok kunne stjæle et mandat fra de røde, sådan at magtbalancen ville tippe. Desværre lykkedes det ikke. Men hvis jeg isoleret set ser på Venstre i Favrskov, er jeg glad for, personligt og på holdets vegne, at vores arbejde de sidste fire år bærer en vis form for frugt,« siger han.

Der er ikke sket den store udvikling i partiernes stemmetal i forhold til valget i 2013. Alternativet, der ikke var dannet ved sidste kommunalvalg, har dog modtaget 2,3 pct. af stemmerne. Det udmønter sig dog ikke i noget mandat.

Den samlede stemmeprocent lander på 75,93 pct. I 2013 lå tallet på 78 pct.