Fortsæt til indhold
USA

Voldsom orkan på vej mod Texas: Politiet advarer om alligatorer i gaderne

Vejrmodeller antyder, at der frem mod onsdag i næste uge lokalt kan falde over 1 meter regn fra Harvey.

Den potentielt værste storm i 12 år har kurs mod USA's fastland.

Orkanen Harvey ventes at gå i land sent fredag aften og forventes at medføre store mængder regn. Den stigende vandstand kan få alligatorer til at søge tilflugt i gader og stræder.

Sådan lyder i hvert fald meldingen fra politiet i Texas på Twitter.

»Forvent at de bliver fordrevet. Alene fordi de er på udkig efter et højere sted. Lad dem være, indtil vandet trækker sig tilbage,« skriver politiet.

Ifølge DMI antyder vejrmodellerne, at der frem mod onsdag i næste uge lokalt kan falde over 1 meter regn fra Harvey. Til sammenligning får vi i Danmark omkring 0,7 meter på et helt år.

Meteorologer i USA spår om en voldsom storm. Harvey er ligefrem blevet kaldt potentielt »livstruende« og farlig. Stormen bliver i øjeblikket betegnet som en kategori 2-storm med indhastigheder op til 165 km/t.

Det forudses dog, at Harvey kan udvikle sig til kategori 3 med vindhastigheder op til 200 km/t og vindstød helt op til 250 km/t.

Grænsen for orkanstyrke er ifølge DMI 120 km/t.

Da en kategori 3-orkan sidste gang ramte USA, mistede 87 mennesker livet. Det skete ved orkanen Wilma, der hærgede Florida i 2005 - samme år, som orkanen Katrina ramte New Orleans og forårsagede oversvømmelser, der kostede næsten 2.000 livet.

Harvey begyndte som en tropisk storm, da den for en uge siden passerede Barbados. Da stormen ankom til Den Mexicanske Golf fik den så meget energi, at den udviklede sig til en såkaldt "hurricane" - en amerikansk betegnelse for en tropisk cyklon.

Texas' guvernør, Greg Abott, har på forhånd erklæret 30 kommuner langs Den Mexicanske Golf for katastrofe-områder for at være »beredt i tilfælde af en nødsituation«.

Ifølge Reuters er medarbejderne på flere boreplatforme blevet evakueret på forhånd.