USA har nedskudt missil over Alaska i test af missilforsvar
Midt i stigende spændinger med Nordkorea har USA vist sin evne til at forsvare sit fastland imod angreb udefra.
USA's forsvar har nedskudt et mellemdistancemissil over Alaska i et simuleret angreb mod det amerikanske fastland.
Det oplyser Det Amerikanske Missilforsvarsagentur, MDA, tirsdag.
Heldigvis var der kun tale om en test af USA's missilskjold kaldet THAAD (Terminal High Altitude Area Defense), som er designet til at afværge angreb fra fjendtlige kort- og mellemdistancemissiler.
Systemet er blevet testet flere gange, men dette er første gang, at missilskjoldet har vist sig i stand til at nedskyde et ballistisk mellemdistancemissil, en såkaldt IRBM, oplyser producenten Lockheed Martin. Hidtil har skjoldet kun været brugt mod mere kortrækkende og normalt langsommere missiler.
Med Nordkoreas nylige affyring af et langtrækkende interkontinentalt ballistisk missil (ICBM) er det svært ikke at bide mærke i timingen af USA's test.
Missilforsvarsagenturet fremhæver da også netop truslen fra Nordkorea i sin omtale af testen:
»Den succesfulde demonstration af THAAD imod et IRBM-distance missil styrker landets evne til at forsvare sig imod de voksende missiltrusler fra Nordkorea og andre lande,« skriver MDA i en udtalelse.
Dog hævder en kilde i det amerikanske forsvarsministerium ifølge CNN, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem Nordkoreas missiltest i sidste uge og USA’s afprøvning af missilskjoldet.
Den amerikanske test har altså angiveligt været planlagt i længere tid, men blev først meldt ud til offentligheden tre dage efter Pyonyangs affyring den 4. juli af de nye langtrækkende missiler, som potentielt kan nå Alaska og Hawaii.
Testmissilet blev affyret fra et militærfly over Stillehavet nord for Hawaii, hvorefter THAAD-systemets radarbase i Alaska lokaliserede det og senere nedskød det.
Ifølge forsvaret gik alt efter bogen.
THAAD-systemet er et af USA's værn mod udefrakommende missilangreb. Radarovervågning identificerer og monitorerer først en trussel, hvorefter et såkaldt interceptor-missil affyres fra landjorden og destruerer det angribende missil ikke ved hjælp af ikke sprængstoffer, men simpelthen ved at torpedere det i luften, inden det når sit mål.
For nylig færdiggjorde USA opstillingen af systemet i Sydkorea, hvor missilskjoldet skal beskytte USA's allierede og udmanøvrere et eventuelt angreb fra styret i Pyongyang. Opstillingen blev omgående fordømt af Rusland og Kina, som kritiserede USA for at udvide sit militære tilstedeværelse i Asien under dække af truslen fra Nordkorea.
USA har også opstillet THAAD-systemet i Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater.
Den seneste test var den 14. succesfulde nedskydning ud af 14 siden 2005, oplyser Lockheed Martin.