Nordkorea advarer USA efter »hensynsløs provokation«
USA lod to bombefly flyve over den koreanske halvø.
Det var en risikabel manøvre, der kan have øget risikoen for en konfrontation.
Sådan lyder meldingen fra det nordkoreanske styre, efter USA fredag lod to bombefly flyve over den koreanske halvø.
Nordkorea lader kalder gennem de statslige nyhedsmedier overflyvningen for en »hensynsløs militær provokation«.
Det skaber en unødig spænding samt en »ekstrem« risiko for en indbyrdes konfrontation, lyder meldingen fra Nordkorea.
De to amerikanske bombefly blev undervejs flankeret af sydkoreanske kampfly og yderligere et par amerikanske kampfly.
Tirsdag lancerede Nordkorea endnu en missiltest, der bliver vurderet til at være et af de mest vidtrækkende til dato og som ultimativt kan føre til, at Nordkorea kan ramme det amerikanske fastland med et interkontinentalt ballistisk missil.
Det har fået USA til at planlægge en test af missilforsvarssystemet Thaad, der er et af landets værn mod at blive ramt af et missilangreb.
Under weekendens G20-topmøde slog både den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, fast, at de ville samarbejde for at stoppe Nordkoreas atom- og missilprogram.