Fortsæt til indhold
USA

Clinton kunne ikke, men disse kvinder skrev historie ved valget

USA fik måske ikke sin første kvindelig præsident. Der var dog andre debuter.

Det var måske langt fra alle demokratiske vælgere, som havde fidus til Hillary Clinton, men mange kunne ikke desto mindre se en værdi, i at landet kunne få sin første kvindelig præsident nogensinde.

Det skete bare ikke. I stedet fik amerikanerne den ældste nyvalgte præsident i historien med 70-årige Donald Trump.

Og der blev også skrevet historie på andre måder. For ved valget til Repræsentanternes Hus og Senatet blev en række personer stemt ind, som skilte sig ud.

Kamala Harris er den første person i Senatet med indisk baggrund. Foto: Chris Carlson/AP

Blandt dem er den nu afgående justitsminister i Californien, demokraten Kamala Harris, som er blevet valgt ind i senatet som den første senator af indisk herkomst. Dertil kommer, at hun er den første sorte senator siden 1999.

Det skyldes, at hendes mor er indisk, mens hendes fra er fra Jamaica. Dermed er hun også den første senator af blandet race.

Tammy Duckworth er blevet valgt ind i Senatet som den første asiatiske kvinde og første handicappede kvinde. Foto: Charles Rex Arbogast. Foto: Charles Rex Arbogast/AP

I Illinois er demokraten Tammy Duckworth blevet valgt til Senatet som både den første asiatiske og handicappede kvinde, ligesom hun er den første senator, som er født i Thailand.

Hendes far er amerikaner og hendes mor thai-kinesisk, og Duckworth voksede op flere forskellige steder i Asien. Den 48-årig kvinde har været i hæren, hvor hun arbejdede som helikopterpilot. Hun var udsendt i Irak i 2004, da hendes helikopter blev skudt ned. Duckworths skader var så omfattende, at hun mistede begge sine ben.

Under valgkampen til senatet blev hun ifølge CNN hånet af sin politiske modstander Mark Kirk, som tvivlede på hendes påstand om, at familiens militære arv kunne spores tilbage til den amerikanske uafhængighedskrig. Han måtte siden undskylde, men tabte altså valget.

Catherine Cortez Masto er den første kvinde med latinamerikansk baggrund i Senatet. Foto: Chase Stevens

Demokraten Catherine Cortez Masto, som blev valgt ind i Senatet for staten Nevada, skriver ligeledes historie, idet hun er den første kvinde med latinamerikansk baggrund i Senatet.

Darren Soto har rødder i Puerto Rico. Foto: Steve Cannon/AP
Adriano Espaillat er valgt til Kongressen og har rødder i Den Dominikanske Republik. Foto: Mary Altaffer/AP

Den 53-årige politiker er barnebarn af en mexicansk migrant og har tidligere fungeret som leder af det juridiske departement i Nevada fra 2007 til 2015.

Bemærkelsesværdigt er det også, at demokraten Darren Soto er blevet valgt ind i Repræsentanternes Hus som den første person med baggrund i Puerto Rico, mens Adriano Espaillat er valgt til Kongressen som den første dominikansk-amerikaner.

Det Republikanske Parti har fået et flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet efter tirsdagens amerikanske valg.