Fortsæt til indhold
USA

Hillary Clintons IS-plan: Fang Abu Bakr al-Baghdadi

Demokraterenes præsidentkandidat har med halvanden måned til valget løftet lidt af sløret for sin plan mod Islamisk Stat. Clinton vil fange den militante gruppes leder.

Det vigtigste i kampen mod Islamisk Stat er at dræbe eller fange kalifatets leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Det mener Hillary Clinton, som har løftet lidt af sløret for sin politik om Islamisk Stat. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Avisen har været i kontakt med Clintons udenrigspolitiske kampagnerådgiver, Laura Rosenberger, og hun fortæller, at Clintons kamp for den nationale sikkerhed i USA starter med al-Baghdadi.

»Hun (Hillary Clinton red.) vil have en koordineret indsats rettet specifikt mod ham,« oplyser Laura Rosenberger.

Clintons jagt på al-Baghdadi vil derfor på mange måder komme til at ligne Obamas jagt på Osama bin Laden, der blev skudt af amerikanske soldater i 2010.

Siden Clinton startede sin valgkampagne, har hun understreget, at den amerikanske efterretningstjeneste skal spille en aktiv rolle i at sikre den nationale sikkerhed. Hun har indtil videre ikke været konkret om hvordan, men det åbner hendes udenrigspolitiske rådgiver altså nu op for.

Clinton vil ifølge sin rådgiver intensivere overvågningen af militante grupper og bevægelser i Mellemøsten, så man kommer den organiserede terrorisme til livs. Men samtidig vil hun ved hjælp af målrettet overvågning også forsøge at undgå, at enkeltpersoner udfører terrorangreb.

Overvågningen skulle så suppleres af et tættere samarbejde mellem de forskellige landes efterretningstjenester og de forskellige lovhåndhævere på alle nationale niveauer i USA.

Den ekstra indsats vil gøre det lettere at komme eventuelle angreb i forkøbet.

Dog vil Clintons forslag komme til at balancere mellem sikkerhedshensyn og hensyn til privatlivets fred. The Guardian skriver, at den problemstilling endnu ikke er løst internt i Clintons hold af rådgivere.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har tidligere udtalt, at han ikke vil afsløre sine konkrete planer for bekæmpelsen af IS, da han vil undgå, at IS får indsigt i den amerikanske strategi, hvis han bliver valgt til præsident.

Dog har Trump forklaret, at han vil forsøge sig med et bredere samarbejde med lande, som også vil bekæmpe Islamisk Stat i stedet for at iværksætte invasioner, som amerikanerne forsøgte i Irak og Afghanistan.

Der er præsidentvalg den 8. november.