Fortsæt til indhold
USA

Trump: Samarbejde er nøglen til bekæmpelse af Islamisk Stat

Republikanernes præsidentkanditat løftede mandag sløret for sine planer i Mellemøsten. Amerikanerne skal ifølge Trump fokusere på samarbejde frem for intervention.

Mandag eftermiddag amerikansk tid fremlagde Donald Trump sin plan for bekæmpelsen af radikal islamistisk terror på et vælgermøde i Youngstown, Ohio. På mødet forklarede Trump, hvordan han mener, at USA bør bekæmpe den radikal islamistiske terror, og hvorfor han vil være bedre til at håndtere Islamisk Stat end Hillary Clinton. Det skriver CNN.

En af Trumps tidligere forslag i bekæmpelsen af terror var et indrejseforbud for alle muslimer. På vælgermødet mandag foreslog Trump, at et indrejseforbud nu skal gælde individer fra lande præget af terrorisme, hvor USA ikke kan tjekke visumansøgere tilstrækkeligt. Trumps talsmand oplyste til CNN, at personer fra lande som Syrien og Libyen kan blive påvirket af et sådant indrejseforbud, hvis det blev indført.

Trump brugte eftermiddagens vælgermøde på at male et billede af en farlig og utryg verden, som havde brug for en stærk amerikansk præsident. Ham selv.

»Hillary Clinton mangler dømmekraft, stabilitet, temperament og den moralsk karaktér, som det kræves for at lede vores land. Derudover har hun ikke den nødvendige mentale og psykiske udholdenhed til at tage sig af ISIS og alle de andre modstandere, som vi kæmper mod,« lød det fra Donald Trump under sin tale.

En af Trumps øvrige hovedpunkter var, at han på det kraftigste vil advokere for at indføre en test, som alle immigranter skal tage, før de kan få adgang til landet. Testen vil afprøve ansøgerens holdning til amerikanske værdier såsom religiøs frihed, lighed og homoseksuelles rettigheder.

»De, der er præget af snæversyn og had, skal ikke have adgang til vores land. Kun de, der vil leve i og omfavne et tolerant amerikansk samfund, skal have have lov til at komme til USA,« sagde Trump, da han skulle beskrive, hvilke mennesker, han mente, der skulle have adgang til det amerikanske samfund.

Derudover forklarede Trump, at han i fremtiden vil forsøge at undgå amerikanske interventioner, som landet foretog i Irak og Afghanistan under Obama og Bush-administrationen. Ifølge Trump er disse interventioner og dermed Obama og Hillary Clinton i kraft af hendes position som udenrigsminister skyldige i, at IS kunne opstå. Men nu skal tilgangen være anderledes, sagde Trump.

»Vores nye tilgang skal kun fokusere på at begrænse spredningen af radikal islamisme. Alle vores handlinger skal fokusere på dette, og alle lande, som deler dette mål, er vores allierede. Vi kan ikke altid vælge vores venner, men vi kan altid genkende vores fjeder,« sagde Donald Trump til de fremmødte i Youngstown.

Donald Trump har tidligere kritiseret Irak krigen kraftigt. I fremtiden vil han derfor sørge for, at USA holder sig ude af andre lande, og han ser det ikke som USA's opgave at forsøge at fjerne regeringer og derefter genopbygge og forsøge at demokratisere det pågældende land, som USA forsøgte med Irak.

»Det har været en fejltagelse at forsøge at udskifte regimer med demokrati. Vi har bare skabt tomrum, hvor det har været muligt for terrorismen at vokse,« sagde Donald Trump.

I stedet for amerikansk intervention og forsøg på demokratisering og genopbygning vil Trump på vælgermødet foreslå, at USA skruede op for samarbejdet mellem USA og allierede lande i Mellemøsten for at komme IS og islamistisk terror til livs. Det skulle være en erkendelse af, at en total udslettelse af IS ville være lettest at opnå, hvis flere lande indledte et bredt samarbejde med et fælles mål: At udslette Islamisk Stat.

Flere gange undervejs drog Trump på mødet i Ohio sammenligninger mellem kampen mod Islamisk Stat og kampen mod kommunismen under den kolde krig. Og han opfordrede USA til at håndtere den radikale islamisme, som man håndterede Sovjetunionen i den periode: Beskyt friheden, og dan alliancer med lande, som vil det samme.

Donald Trump indtog talerstolen i Ohio vel vidende, at han hele august har været langt efter modkandidaten, Hillary Clinton, i meningsmålingerne, og at han i vigtige svingstater ser ud til at tabe. Det har fået flere kritikkere og folk fra Trumps eget parti til at opfordre ham til at indstille sin kampagne, så det republikanske parti kan genopbygge sig selv og forsøge at samle stumperne.

Men indtil videre fortsætter Trump ufortrødent, og aftenens vælgermøde var et forsøg på at få kampagnen til at handle om politik igen og ikke om de skandaler, som Donald Trump-kampagnen på det seneste har måttet håndtere.