Fortsæt til indhold
USA

Først kom den smarte bemærkning - så kom lungebetændelsen og kollapset: Hvad nu, Hillary?

Helbredet skranter i disse dage for Hillary Clinton. Hun skal lynhurtigt bevise, at hun er fit for fight, vurderer ekspert.

Den amerikanske valgkamp har siden søndag handlet om én ting. Hillary Clintons helbred.

En video af Hillary Clinton, som havde problemer med balancen og måtte hjælpes ind i hendes bil, har igen og igen kørt over amerikanernes tv-skærme. Og amerikanske medier taler i øjeblikket næsten ikke om andet end den demokratiske præsidentkandidats helbred. Hvor galt står det til? Hvad hvis hun trækker sig? Er der noget, vi ikke ved?

Få dage forinden Hillary Clintons kollaps i New York, udspillede en seance sig, som for mange så harmløs og måske endda sjov ud.

På et vælgermøde i Cleveland i staten Ohio for en uge siden, fik Hillary Clinton nemlig pludselig et hosteanfald. Efter nogle lange sekunder med kraftig hoste lykkedes det Hillary Clinton at fremstamme: »Hver gang jeg tænker på Trump, får jeg en allergisk reaktion.« Den kommentar udløste latter og klapsalver fra publikum.

Men fem dage senere var situationen mere alvorlig, og Hillary Clinton har efter sit kollaps valgt at holde et par dages pause fra valgkampen. Det republikanske parti har siden oplyst, at Hillary Clintons tilstand skyldes en lungebetændelse.

Ifølge tv-stationen MSNBC genoptager Hillary Clinton sin valgkamp fredag, hvor hun er tilmeldt arrangement i Washington. Det skriver Ritzau.

USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com, Anders Agener, mener, at Hillary Clinton må gøre alt, hvad der står i hendes magt, for hurtigt at bevise, at hendes fysik er tilstrækkelig til at bestride den amerikanske præsidentpost.

»Clinton skal så hurtigt som overhovedet muligt overbevise de amerikanske vælgere om, at episoden i søndags ikke var tegn på andet end en harmløs lungebetændelse. Hun skal bevise, at hun er fit for fight, og det skal hun gøre rigtig hurtigt,« siger Anders Agner.

»I første omgang skal hun se at få fremlagt den helbredsundersøgelse, som hun har lovet at offentliggøre. Det bliver hun nødt til, fordi Donald Trump presser hende ved eftersigende at fremlægge sin egen helbredsundersøgelse,« siger han.

Hillary Clintons helbred har været en del af debatten også før kollapset i søndags. I slutningen af august medvirkede Hillary Clinton i det populære Late Night Talkshow, Jimmy Kimmel Live. Her satte værten, Jimmy Kimmel, fokus på Hillary Clintons helbred ved at bede hende åbne en syltetøjglas midt under interviewet.

Det var ikke noget problem for Hillary Clinton at åbne glasset, men ifølge Anders Agner bliver det videoen med hendes ildebefindende, som folk kommer til at huske.

Han påpeger, at videoen, der viser Hillary Clintons kollaps på gaden i New York, kan få stor betydning, fordi den udgør en slags bevismateriale for kritikerne af Hillary Clintons helbred.

Med bare 13 dage til den første tv-debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump og under to måneder til valget, er det yderst ubelejligt for Hillary Clintion, at der nu foreligger en video, der forstærker rygterne om hendes skrantende helbred, påpeger Anders Agner.

»Videoen beviser jo, at Hillary Clinton har - eller i hvert fald har haft - problemer med helbredet. Og en video virker utrolig stærkt i en kommunikativ sammenhæng. Den video kører i øjeblikket i båndsløjfe i de amerikanske medier, og den forsvinder aldrig. Billedmateriale, her en video, har en stærk indvirkning på folk, og videoen kan udgøre en tilsvarende stærk problematik for Clinton,« siger Anders Agner.

Og det kan blive svært for Hillary Clinton at bevise, at noget ikke er et problem, i dette tilfælde helbredet, mener Anders Agner.

»I den her situation burde det vel være nok bare at sige, at der intet problem er udover en lungebetændelse. Men det er bare ikke tilfældet, når man er Hillary Clinton,« forklarer han.

»Hillary Clintions troværdighed er ikke ret stor, og det har den ikke været de sidste mange år. Og så hjælper det altså ikke noget, at hendes kampagne ikke melder klart ud fra starten. Efter hendes kollaps fik pressen skiftende meldinger om, hvad der var galt med hende. Først hed det sig, at hun havde fået et hedeslag, derefter at hun var dehydreret, og først til sidst fik vi at vide, at hun led af en lungebetændelse. Det var dårligt håndteret, og det har ikke bidraget positivt til hendes troværdighed,« siger Anders Agner.