Kritikere: Har Trump noget at skjule?
Presset stiger på Donald Trump, som nægter at oplyse, hvem han modtager donationer fra.
I kampen om at blive amerikansk præsident har de to kandidaters regnskaber fået en central rolle. Store amerikanske medier stiller konstant spørgsmålene til Donald Trump: Hvorfor fremlægger du ikke dine regnskaber? Hvad er det, du skjuler?
Demokraternes Hillary Clinton har forlængst offentliggjort en liste over de donorer, som støtter hendes kampagne. Og fredag fremlagde hun sit skatteregnskab. Men Donald Trump nægter at fremlægge sine regnskaber.
Det er en smule paradoksalt, mener USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com, Anders Agner.
»Donald Trump har i lang tid kritiseret Hillary Clinton for ikke spille med åbne kort. Derfor kommer han under pres nu, når han ikke selv vil gøre det,« siger han til Jyllands-Posten.
Den amerikanske avis Washington Post forsøger i en leder at illustrere paradokset med et citat fra Donald Trump, hvori han kritiserer Hillary Clinton for at være i lommen på sine donorer.
»Kæmpe firmaer, massemedier og store donorer stiller sig bag min modkandidat, fordi de ved, at hun vil bevare vores uærlige system,« lød det således fra Donald Trump ved det republikanske konvent. Men Donald Trump selv vil ikke fremlægge en liste over hverken donorer eller sine skattepapirer.
Fredag fremlagde Hillary Clinton sine skattepapirer for 2015, og det er med til at øge presset på Donald Trump, siger Anders Agner.
»Nu har Clinton lagt det hele frem, og så kan hendes lejr jo sige: "Nu må det være din tur, Trump. Eller er der noget, du skjuler?".«
»Det er en dobbelt presbold fra Clinton-lejren. For enten må Trump lægge sine regnskaber frem, og så kunne der være noget skidt på ham der. Eller også må han blive ved med at nægte at lægge dem frem, og så vil det bare se mere og mere mystisk ud,« siger Anders Agner.
Der er mange, der har gættet på, hvorfor Donald Trump ikke bare fremlægger sine regnskaber.
»Der er kommentatorer og kritikere, som har gættet på alt lige fra problemer med diverse konkursbegæringer til rod i skattebetalinger, men det kan jo være uhyggeligt svært at gætte, præcis hvorfor Trump ikke lægger sine oplysninger frem,« siger Anders Agner.
Washington Posts leder slutter med en konstatering:
»Uanset grundene hertil, så er Donald Trumps afslag på at opfylde de mest essentielle stadarder for gennemsigtighed et udtryk for foragt for demokratisk proces, og det ødelægger vigtige normer.«
Donald Trumps kampagne oplyser ifølge Washington Post, at man i sidste måned modtog cirka 80 mio. dollars i donationer.