Bush senior om præsidentsøn: »Ondskabens akse« gavnede ikke
George Bush senior kritiserer både sin præsidentsøn og de vigtigste personer omkring ham i ny bog.
»Han er min søn, han gjorde sit bedste, og jeg er for ham. Ligningen er så enkel.«
Sådan siger George H. W. Bush, også kaldet George Bush senior, om sin søn, den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.
Fra 1989 til 1993 var senior USA's 41. præsident og i en biografi, som udkommer i næste uge, fortæller han ærligt om sin egen præsidentperiode, men han går også i kødet på sin søns ageren som præsident.
Og selv om han er på sønnens side, er faderen ikke ukritisk. Ikke mindst over for George W. Bush' nærmeste rådgivere.
Blandt dem Dick Cheney, som var vicepræsident fra 2001 til 2009 og fungerede som forsvarsminister under George Bush senior.
Ifølge senior gav George Bush junior Cheney lov til at opbygge en slags udenrigsministerium for sig selv.
»Han havde sit eget imperium der (som vicepræsident, red.) og fulgte sin egen takt,« siger Bush senior ifølge New York Times i bogen.
Det menes, at Cheney spillede en ledende rolle i Bush-administrationens krig mod terror og de angreb, som fulgte efter 11. september. Og ifølge George H. W. Bush anlagde han en alt for hård linje og var for angrebsivrig.
Også sønnens forsvarsminister, Donald Rumsfeld, var problematisk, mener den 91-årige herre, som kalder ham »en arrogant fyr«, der ikke havde den store indsigt i andres tanker og ikke tjente præsidenten ordentligt.
»Jeg bryder mig ikke om, hvad han gjorde, og jeg mener, at det skadede præsidenten.«
Og så var sønnike alt for krigerisk i sit sprog, siger Bush, som mener, at det måske gav overskrifter, men ikke altid var godt for diplomatiet.
Det gjaldt f.eks. Bush juniors berømte tale fra 2002, hvor han udpegede »ondskabens akse« bestående af Irak, Iran og Nordkorea.
»Jeg tror historisk set, at det har vist sig ikke at gavne noget som helst,« lyder det fra Bush senior, som dog ikke desto mindre bifalder, at sønnen fik Saddam Hussein fjernet i Irak.
Bogen "Destiny and Power: The American Odyssey Of George Herbert Walker Bush", skrevet af journalisten Jon Meacham er baseret på lyddagbøger, som Bush optog i sin tid som præsident samt interviews med den i dag 91-årige mand og hans hustru, Barbara.
Både Dick Cheney og George W. Bush har forholdt sig til udsagnene og siger begge, at Bush senior aldrig tidligere har fortalt dem, at han tænkte, som det fremgår af bogen.
Sønnen understreger, at han ikke er enig i, at det var Cheney og Rumsfeld, som indirekte fik lov at bestemme, men erkender, at sproget til tider var voldsomt.
»Det er sandt, at min retorik kunne være rimelig hård, og det kan have generet nogle - det gjorde det tydeligvis, også far, selv om han aldrig nævnte det.«
George H. W. Bush kan måske ende med at kalde sig far til to amerikanske præsidenter. I hvert fald stiller sønnen Jeb Bush op som mulig præsidentkandidat for Republikanerne.