Blodig sok kan have sendt politiet på spor af farlige flugtfanger
Myndighederne i New York har fundet frem til en hytte, som muligvis er blevet brugt efter spektakulær fangeflugt.
Los Angeles
48-årige Richard Matt og 34-årige David Sweat er begge morddømte og stadig på fri fod, siden de 6. juni flygtede fra det ellers topsikrede fængsel Clinton Correctional Facility i den nordlige del af staten New York.
Men for første gang siden den spektakulære flugt, har de amerikanske myndigheder nu fundet spor efter de to fanger, der er blevet betegnet som meget farlige.
Det kom frem på et pressemøde tidligere mandag, hvor Charles Guess fra New Yorks politi fortalte om det væsentlige fremskridt i efterforskningen.
Her fortalte han, at myndighederne havde fundet frem til en afsidesliggende skovhytte, der ligger omkring 32 kilometer vest for fængslet i bjergområdet Adirondack. Politiets teori er, at det er de to fanger, eller i hvert fald en af dem, har opholdt sig i hytten efter flugten.
Det har ført til, at myndighederne har kunnet sende flere genstande til videre undersøgelser hos retsmedicinere i håbet om at fastslå, om Matt og Sweat har brugt hytten.
Det har politiet dog allerede fået en helt klar indikation af, fortæller flere amerikanske medier. Ifølge disse har myndighederne allerede fået bekræftet, at der er fundet dna-materiale fra mindst den ene af de to på genstande fra hytten, blandt andet en blodig sok, der blev fundet under en gennemsøgning i weekenden. Det er dog ikke klart, hvorvidt der er tale om Richard Matt eller David Sweat.
Dermed markerer fundet det første egentlige gennembrud i sagen, der startede for 17 dage siden. Politiet har stort set været på bar bund i sin eftersøgning af de to fanger og har uden held afsøgt flere mulige spor, som er kommet fra offentligheden.
Henvendelserne har dog både placeret Matt og Sweat så forskellige steder som i Mexico og tæt på den canadiske grænse, der er ikke langt fra Clinton Correctional Facility.
"Der er en masse faktorer, der gør dette til en meget vanskelig eftersøgning. Vejret, terrænet og det store område i den nordlige del af Andirondack," lød det fra Charles Guess under mandagens pressemøde.
Indtil videre har opmærksomheden samlet sig om den 51-årige Joyce Mitchell, der har været efterforskernes eneste spor i sagen. Hun var ansat i fængslet og havde et forhold til den ene af de to fanger. Hun er siden blevet anholdt og mistænkt for at have hjulpet til med flugten i form af at forsyne de to med værktøj, der skulle bruges til at bane vejen ud i friheden.
Det var senere, ifølge anklagerne, planlagt sådan, at Mitchell skulle mødes med de to i en bil, når de var undsluppet og agere flugtbilist. Joyce Mitchell fortrød dog tilsyneladende den del af planen og gik i stedet ned med panikanfald, som hun var på hospitalet for at få undersøgt den dag, Richard Matt og David Sweat brød ud.
Søndag kom det frem, at politiet undersøgte en henvendelse fra offentligheden, der pegede på, at de to skulle være blevet set krydse en jernbaneoverskæring omkring 500 kilometer sydvest for fængslet i New York.
Eftersøgningen i det område, der ligger nær grænsen til staten Pennsylvania, blev afsluttet mandag uden konkrete spor.
I weekenden blev endnu en ansat ved fængslet afhørt af politiet i forbindelse med fangeflugten, der var den første i fængslets 150-årige historie. Den ansatte er blevet sendt på orlov, så længe efterforskningen er i gang, men er endnu ikke blevet sigtet for noget i forbindelse med flugten.
Richard Matt og David Sweat flygtede ved hjælp af kraftigt værktøj gennem fængslets rørsystemer, hvilket er blevet sammenlignet med flugten i den Oscar-nominerede film "En verden udenfor" fra 1994.
Begge fanger er på flugt fra morddomme. Matt er fængslet for at have bortført, tortureret og senere dræbt sin tidligere chef William Rickerson i 1997. Han afsoner en dom på minimum 25 års fængsel, og som kan ende med at blive til en livstidsdom.
David Sweat blev i 2002 idømt en livstidsdom for under en skudveksling at have dræbt en politibetjent.