Fortsæt til indhold
USA

Fokus retter sig mod kvindelig fængselsmedarbejder i sag om morddømte flugtfanger

Fængselsvagt kan have haft forhold til en af de to mænd, der er på flugt i New York.

De amerikanske myndigheder arbejder fortsat på højtryk for at fange to frygtede mordere, der sidste fredag slap ud af et topsikret fængsel i den nordlige del af New York.

Fokus er særlig rettet mod en kvindelig fængselsmedarbejder, der er mistænkt for at have hjulpet de to fanger, 34-årige David Sweat og 48-årige Richard Matt. Kvinden ved navn Joyce Mitchell er blevet bl.a. blevet afhørt om, hvorvidt hun skaffede de to fanger et endnu uidentificeret objekt inden flugten, oplyser en offentlig anklager fredag ifølge nyhedsbureauet AP.

Hvis Joyce Mitchell bliver fundet skyldig, kan hun få op til syv års fængsel.

Anklageren Andrew Wylie oplyser samtidig, at Joyce Mitchell var mistænkt for at have haft et forhold til en af de to mænd, David Sweat i månederne op til fredagens flugt. En efterforskning var sat i gang for at komme til bunds i sagen uden at give et klart svar, ifølge anklageren.

"Ifølge de oplysninger, jeg har fået, var mistanken ubegrundet. Der var ikke tilskrækkelige beviser til at bortvise hende fra fængslet. Men jeg tror, at der blev taget initiativ til at skille de to ad for en periode," siger Andrew Wylie ifølge AP.

Han ønskede ved samme lejlighed ikke at oplyse, hvilken karakter det påståede forhold havde.

De to morddømte fanger, David Sweat og Richard Matt, brugte et kraftfuldt, elektrisk værktøj til at save og bore sig ud af fængslet i Dannemora. Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at de to fanger fik hjælp inde fra fængslet til at skaffe værktøjet til flugten.

Det helt store spørgsmål er, hvor hjælpen kom fra. Ifølge anklager Andrew Wylie er det ikke umiddelbart Joyce Mitchell, der har skaffet fangerne værktøjet. Det åbner spekulationerne om, hvad Joyce Mitchell i stedet angiveligt gav til de to mænd, herunder bl.a. telefoner, våben eller andre hjælpemidler.

Den kvindelige fængselsansatte arbejdede i en butik i fængslet, hvor de to morddømte fanger hjalp med at sy uniformer. Flere kilder har fortalt efterforskerne, at Joyce Mitchell havde lovet at køre flugtbilen, men fik kolde fødder. Derfor kørte hun i stedet til hospitalet for at blive indlagt med et nervesammenbrud. Hendes søn bekræfter, at hun tog til hospitalet lørdag formiddag, fordi hun havde smerter i brystkassen.

Samtidig slår guvernør i delstaten New York, demokrat Andrew Cuomo, fast, af efterforskerne afhører "flere personer, som kan have bidraget til flugten".

Omkring 500 betjente tager del i eftersøgningen, der har spredt sig i en radius af 30 km fra fængslet og ind i nabostaten Vermont samt Canada. Politiet mener bl.a. at have fundet et spor fem km fra fængslet, der blev opsnuset af politiets sporhunde.

Et andet muligt spor kommer fra indbyggere i området, der mener at have set to mænd forcere en stenvæg.