Fortsæt til indhold
International

Fik mordere hjælp til flugt?

Efterforskere afhører flere hundrede civile ansatte og kontraktansatte. To berygtede mordere savede sig ud af sikkerhedsfængsel. Guvernøren i New York har udsat en dusør på over 600.000 kr. for oplysninger, der kan føre til anholdelse af de to mænd.

jørgen ullerup, Jyllands-Postens korrespondent

WASHINGTON

Politiet er overbevist om, at to hårdkogte forbrydere fik hjælp indefra til at bryde ud af et såkaldt maksimum-sikkerhedsfængsel i Dannemora i den nordlige del af staten New York.

David Sweat på 34 og Richard Matt på 48 år brugte kraftfuldt, elektrisk værktøj til at save og bore sig ud af fængslet. Før flugten fredag aften placerede de tøjbylter i deres senge for at få det til at se ud, som om de sov.

Da vagterne lørdag morgen opdagede flugten, havde de to et forspring på ca. syv timer. Myndighederne erkendte, at de kunne have passeret over grænsen til Canada, der ligger kun 30 km fra fængslet, eller at de i en stjålen bil eller ved hjælp af hjælpere uden for fængslet kunne være nået til en anden stat. En tredje mulighed var, at mændene ville forsøge at komme til Mexico.

Det 150 år gamle Clinton-fængsel har været under ombygning og renovering i de seneste måneder, og der er ingen tvivl om, at de to fanger har fået hjælp til at skaffe værktøjet.

Et andet spørgsmål er, om nogle ansatte lukkede ørerne for den larm, som følger med, når man saver og borer sig igennem metalplader.

Guvernøren i New York, Andrew Cuomo, udsatte mandag en dusør på 100.000 dollars, over 600.000 kr., for oplysninger, der kan føre til en opklaring af sagen og anholdelse af de to mænd.

Ingen af dem har ret meget at tabe. David Sweat afsoner en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse for mordet på en vicesherif i 2002. Richard Matt afsonede før flugten en dom på 25 år for at bortføre, dræbe og skære sin tidligere chef i småstykker i 1997. Han forsvandt i Mexico, hvorfra han i 2007 blev udleveret til USA og dømt.

Dræbere, mordere

»De er begge to dræbere, mordere. Dette er en krise for vores stat. Dette er farlige mænd, der er i stand til at begå alvorlige forbrydelser igen,« sagde Cuomo og opfordrede alle til at hjælpe politiet med at bringe de to mænd tilbage bag tremmer.

Flugten er den første fra fængslet, der blev bygget i 1865 og huser 2.689 fanger. Blandt lokale fik fængslet øgenavnet Lille Sibirien med sin beliggenhed langt ude på landet og tæt på det kolde Canada kun 45 minutters kørsel fra Montreal.

De to skar et hul i en væg lavet af stål i deres celle, kravlede igennem et hulrum og skar hul i en mur. Herefter skar de sig ind og ud af en rørledning og mavede sig igennem, før de slap ud i friheden igennem et kloakrør i et beboelseskvarter uden for fængslet.

Ha’ en god dag

På et overskåret rør flere etager under deres celle efterlod de to flygtninge en grovkornet asiatisk karikatur og ordene »Have a nice day.«

Mens hundredvis af politifolk indledte en menneskejagt over et stort område med vejspærringer, husundersøgelser, sporhunde og helikoptere, gik andre efterforskere i gang med at afhøre flere hundrede ansatte og bygningsarbejdere.

Interessen samlede sig ifølge CNN bl.a. om en kvindelig ansat, der mistænkes for at have hjulpet de to mænd. Det var ikke klart på hvilken måde, men udover værktøj havde fangerne brug for kort over fængslets konstruktion for at kunne slippe ud igennem en labyrint af rør og skakter under bygningen.