3.000 anholdelser skal undersøges i stor politiskandale
Skandalesagerne har hobet sig op hos ordensmagten i San Francisco i 2015.
Los Angeles
Omkring 3.000 anholdelser af foretaget af 14 politibetjente i San Francisco skal nu undersøges af tre uafhængige dommere. Det oplyste byens offentlige anklager på et pressemøde torsdag.
Den omfattende undersøgelse kommer efter, at den lokale ordensmagt er blevet ramt af flere skandaler i løbet af 2015.
De 14 politibetjente er mistænkte for at have udvekslet både racistiske og homofobiske holdninger over sms-beskeder i en længere periode.
Fundet har gjort, at den offentlige anklager, George Gascon, frygter, at flere af anholdelserne og de deraf følgende domme kan være kommet på baggrund af en systematisk racisme og homofobi hos de 14 betjente.
"Det er få personers handlinger, der har undermineret offentlighedens tiltro til de betjente, der har svoret på, at de vil beskytte os. Det uafhængige ekspertpanel vil stå for åbenhed og ansvarlighed i dets arbejde for at fjerne slagsiderne fra vores system," sagde Gascon på pressemødet, ifølge den lokale avis San Francisco Examiner.
Allerede fredag meddelte anklagemyndighedens talsmand, Max Szabo, at otte sager allerede nu var blevet droppet som følge af undersøgelsen.
Foruden undersøgelsen af de konkrete anholdelser, skal de tre dommere, der alle er hentet uden for San Francisco, undersøge, om der er en generel tendens til, at det lokale politi har en racistisk eller homofobisk slagside i sit arbejde
Centralt i sagen står den 48-årige nu tidligere betjent Ian Furminger. Han kom i søgelyset i 2014, da han sammen med fem kollegaer blev sigtet for at have stjålet personlige ejendele fra mistænkte under en ransagning i 2009.
I december måned blev han idømt tre år og fem måneder i fængsel for blandt andet magtmisbrug. Men i marts blev Furminger så yderligere belastet, da myndighederne tilføjede sms-beskederne, som skulle være blevet sendt mellem ham og 13 kollegaer, til anklagerskriftet, og som blev offentliggjort af mediet KQED.
Her bliver Ian Furminger blandt andet spurgt, om han fejrer den afroamerikanske december-højtid Kwanzaa.
"Ja, vi brænder et kors i haven! Og så fejrer vi "hvid jul," lyder det, ifølge myndighederne, i en af beskederne.
Ved en senere lejlighed har Furminger besøg af en af sin kones veninder, der har en sort mand.
"Det smerter mig at skulle sige det, men min kones veninde er forbi med sine børn, og hendes mand er sort! Han er advokat, men skulle jeg være bekymret?" spørger Furminger en unavngiven betjent i en sms-besked.
"Få fat i din lommepistol. Hav den med for en sikkerheds skyld, hvis aben vender tilbage til sine rødder. Det er ikke ulovligt at aflive dyr," lød svaret.
Flere gange skulle betjentene også have brugt udtrykket "white power", på dansk hvid magt, som er et kendt udtryk, der bliver brugt af racistiske grupperinger.
San Francisco kæmper lige nu med flere skandalesager, der involverer byens ordensmagt. I slutningen af marts offentliggjorde byens offentligt udpegede forsvarsadvokat, Jeff Adachi, at fire fængselsbetjente angiveligt havde iscenesat gladiator-lignende slåskampe mellem fanger i det fængsel, hvor de arbejdede.
Det skete under trusler om vold, hvis ikke de ville deltage i slagsmålene. Sagen undersøges nu af George Gascon i samarbejde med det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Sms-skandalen gjorde, at 8 af de 14 involverede betjente blev suspenderet i starten af april. Ifølge avisen Los Angeles Times har San Franciscos politichef, Greg Suhr, efter en intern undersøgelse anbefalet, at seks af de 14 skulle fyres.