Browns familie sagsøger byen Ferguson
Familien til dræbt teenager anlægger sag mod byen Ferguson, hvor drabet skete.
Familien til den dræbte Michael Brown, der sidste sommer blev skudt af en politibetjent, meddelte natten til torsdag dansk tid, at de vil sagsøge byen Ferguson for den 18-åriges uretmæssige død i 2014.
Det skriver flere internationale medier. Heriblandt Reuters og The Guardian.
Michael Browns død tiltrak sig i august 2014 stor opmærksomhed, da han ubevæbnet blev skudt af den tidligere politibetjent i den amerikanske forstadsby Ferguson Darren Wilson, hvilket medførte massive demonstrationer ikke kun i Ferguson, men i flere amerikanske storbyer.
Demonstranterne hævdede, at Michael Browns død var et bevis på, at sorte amerikanere blev behandlet markant hårdere af politiet.
Flere af byens embedsmænd fratrådte efter de mange hændelser og efter gennemgangen af sagen, herunder byens politichef og kommunale dommer.
En storjury i Ferguson afviste i slutningen af november 2014 at rejse tiltale mod betjenten, men dermed var sagen ikke overstået. Det amerikanske justitsministerium skulle således vurdere, om der var grundlag for at rejse en føderal sag mod Darren Wilson for brud på Michael Browns borgerrettigheder.
Ifølge nyhedsbureauet AP konkluderede ministeriet i starten af marts, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser for, at Darren Wilson ikke skulle have frygtet for sit liv, sådan som han har forklaret det til myndighederne.
Og dermed blev Darren Wilson ikke straffet for episoden. Han forlod umiddelbart efter storjuryens afgørelse i november sit job som betjent, men med sin frihed.
Familiens advokater Benjamin Crump og Daryl Parker sagde i en kort erklæring sent onsdag aften lokal tid, at retssagen mod byen officielt vil blive indgivet torsdag formiddag.
Ifølge en pressemeddelelse, som familiens advokater har udsendt, vil de tale om sagen under en pressekonference uden for St. Louis County Courthouse i Clayton i Missouri torsdag kl. 10.30 lokal tid. Her vil familiens advokater blandt andet fortælle om, hvor stort et beløb familien egentlig kræver af byen Ferguson i erstatning.
Søgsmålet har været ventet, siden familien i sidste måned nævnte, at de ville sagsøge byen for det, der var sket med Michael Brown.
Der har endnu ikke været nogen repræsentanter fra byen Ferguson ude og kommentere på sagen.
I marts offentliggjorde Justitsministeriet en rapport, hvor det anklagede den lokale politiafdeling for at have en racemæssig slagside i sit arbejde.
Ifølge den amerikanske tv-station CNN fandt undersøgelsen, at sorte amerikanere var langt mere tilbøjelige til at blive stoppet af politiet i Ferguson end andre befolkningsgrupper.
I rapporten skrev ministeriet således, at det havde fundet ”en praksis og et mønster” for diskrimination mod sorte borgere.
I perioden 2012-2014 var 85 pct. af alle biler, der blev stoppet af politiet kørt af sorte personer, mens 90 pct. af de, som fik en bøde, også var sorte.
93 pct. af alle anholdte i området var sorte personer i et lokalsamfund, hvor 67 pct. af befolkningen er sort.
Undersøgelsen fandt også eksempler på racistiske e-mails, der florerede mellem politiafdelingen og ansatte ved den lokale domstol. Blandt andet skulle der i 2008, efter Barack Obama blev valgt som præsident, være blevet rundsendt en mail, hvor man stillede spørgsmålstegn ved, hvor længe han ville blive siddende.
Brown-familiens meddelelse kommer kun en dag efter store optøjer i den amerikanske by Baltimore. Tirsdagens demonstrationer var de hidtil største siden den 25-årige Freddie Gray døde på et hospital i byen søndag.
Freddie Gray døde af de kvæstelser, som han havde fået efter at have været i det lokale politis varetægt. Men det er endnu uvist, hvad der egentlig foregik, efter Gray blev anholdt af flere betjente i et af de socialt belastede kvarterer i Baltimore.