Ferguson-betjent: "Min samvittighed er ren"
Den mest omtalte politibetjent i USA stod natten til onsdag frem på amerikansk tv.
Los Angeles
I et interview med ABC News stod den 28-årige politibetjent Darren Wilson frem offentligt for første gang, siden han affyrede de fatale skud mod teenageren Michael Brown 9. august.
Ferguson-betjenten er lige nu på orlov fra sit arbejde, efter episoden med Michael Brown har startet nogle af de værste raceuroligheder i USA i flere år. Men Darren Wilson bedyrede i interviewet med tv-stationen, at han havde handlet på præcis samme måde, som hvis det havde været en hvid person, han havde stået overfor.
"Jeg har en ren samvittighed, fordi jeg ved, at jeg udførte mit arbejde korrekt," sagde Wilson i interviewet.
Her fortalte han også den samme historie, som han fortalte den storjury, der mandag besluttede sig for ikke at rejse tiltale mod ham for mord på Michael Brown.
Ifølge Darren Wilson forsøgte han i første omgang at få Michael Brown til at flytte sig fra vejen, hvor han gik og ind på fortovet. Efter en diskussion med Michael Brown sagde Darren Wilson, at han forsøgte at komme ud af sin patruljevogn, men Michael Brown smækkede bildøren i igen.
Michael Brown skulle herefter have slået Darren Wilson i hovedet og lænet sig ind ad vinduet i bilen. Her kom det til en kamp mellem de to.
"Jeg følte mig som en fem-årig i kamp med Hulk Hogan," sagde politibetjenten med henvisning til en kendt showbryder fra 1990'erne.
Her skulle Brown igen have gjort antydning til at ville slå ud efter Darren Wilson.
"Jeg følte, at det var et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville overleve. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare endnu et slag," sagde Darren Wilson.
Herefter greb Wilson ud efter sin pistol, men Michael Brown skulle have sagt, at han var for stor en tøsedreng til at skyde ham. Darren Wilson forsøgte to gange at affyre sin pistol, men det lykkedes ikke. Først tredje gang gik våbenet af.
Michael Brown forlod herefter bilen og gik ifølge Darren Wilson væk. Politibetjenten sagde, at han herefter kaldte på forstærkning over sin radio og fulgte efter. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke blev i sin bil og ventede på forstærkningen, sagde han, at han ikke havde noget valg.
"Mit job er ikke bare at sidde og vente," sagde han og kaldte det sin pligt at følge efter Michael Brown. Ifølge Darren Wilson vendte Michael Brown sig om efter ham og lod en hånd falde ned mod sin buskekant og formede den anden til en knytnæve og gik aggressivt hen mod politibetjenten.
"Jeg affyrede flere skud mod ham. Han blev ved med at løbe imod mig og endte med at være så tæt på, at jeg skød ham øverst i hovedet," sagde Darren Wilson.
Vidner har tidligere forklaret, at de havde set Michael Brown hæve sine arme for at vise, at han var ubevæbnet, men det benægtede Darren Wilson pure.
"Det ville være forkert at påstå," sagde han.
Han forklarede, at han forsøgte at klarlægge for sig selv, hvad han skulle gøre, inden han skød.
"Jeg spurgte mig selv, om jeg lovligt kunne skyde ham, men i sidste ende blev jeg nødt til det, ellers ville han have slået mig ihjel," sagde Darren Wilson og fortalte i den forbindelse, at han ikke kunne have gjort noget anderledes.
Kritikkere har peget på, at Darren Wilson og Michael Brown stort set var lige store. De mener derfor, at det er mærkeligt, at Wilson skulle have følt sig så fysisk underlegen, som han under interviewet og til storjuryen sagde, han gjorde.
Det er endnu uklart, hvad der skal ske med Darren Wilson. Han har orlov fra sit arbejde, og Fergusons borgmester sagde på et pressemøde tidligere tirsdag, at det er et personligt spørgsmål, hvorvidt han vil tilbage til sit arbejde i den lokale politistyrke.