Guvernør fratager Ferguson-politi sikkerhedsansvar
Lokalt politi er blevet frataget nærmest al bemyndigelse i sag om teenagedrab og senere uroligheder.
Det lokale politi i den lille forstadsby, Ferguson, i staten Missouri i USA, har fået frataget ansvaret for sikkerheden i den uroplagede by.
Det sker som konsekvens af det lokale politis håndtering af den seneste uges uroligheder efter, at en betjent skød og dræbte en ung, sort mand, der ifølge øjenvidner var ubevæbnet. Siden har voldelige sammenstød præget den lille by med 21.000 indbyggere, hvor demonstranter har protesteret over for det, de mener, er et racistisk drab.
Det er guvernøren over Missouri, demokraten Jay Nixon, der torsdag aften har meddelt, at ansvaret for sikkerheden i byen nu er lagt i hænderne på statens færdselspoliti og nok så vigtigt på politikaptajn Ron Johnson, der selv er opvokset i Ferguson. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ingen undskyldning
Onsdag aften lokal tid kulminerede urolighederne, da politiet affyrrede tåregas, chokgranater og røgbomber mod demonstranterne. Samtidig er voldsomme billeder fra byen af politiets ageren blevet lagt på de sociale medier.
Det fik tidligere i dag den amerikanske præsident, Barack Obama, til at flytte efterforskningen af hovedårsagen til urolighederne, drabet på den 18-årige Michael Brown, over til det amerikanske justitsministerium og det føderale politi, FBI.
”Der er ingen undskyldning for, at politiet bruger uforholdsmæssig magt over for fredelige demonstranter eller smider dem i fængsel for at bruge deres forfatningssikrede rettigheder til at demonstrere. Kort sagt, bliver vi alle sammen nødt til at kræve høje standarder af os selv, især os der sidder i magtfulde positioner,” sagde Barack Obama om politiets håndtering af urolighederne tidligere torsdag på et pressemøde.
Vanskelige vilkår
Chefen for den lokale politimyndighed, Jon Belmar, har hele tiden forsvaret politiets fremfærd over for demonstranterne.
”Politiet har håndteret situationen med en utrolig tilbageholdenhed efter at være blevet beskudt med sten, flasker og pistolskud, hvilket har ødelagt 24 patruljebiler. Jeg er meget imponeret af disse betjentes arbejde under disse meget vanskelige vilkår,” sagde han således tidligere torsdag.
Det er endnu ikke klart, hvornår efterforskningen af drabet på Michael Brown forventes at være færdig.