Republikansk leder er inviteret til afhøring om kongresstormløb

Den republikanske leder i Repræsentanternes Hus afviser at fortælle sin version af sagen om stormløbet.

Artiklens øverste billede
Den 6. januar 2021 stormede Trump-tilhængere den amerikanske regeringsbygning. Foto: Leah Millis/Reuters

Repræsentanternes Hus har inviteret endnu en republikaner til at fortælle om 6. januar sidste år, hvor støtter af daværende præsident Donald Trump stormede den amerikanske kongres.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter at udvalget, som efterforsker hændelsen, i sidste uge pønsede på at invitere tidligere vicepræsident Mike Pence til at afgive forklaring, har den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, nu fået en invitation.

- Vi skal finde ud af, hvordan præsidentens planer for 6. januar og hans andre forsøg på at omstøde valgresultatet tog form, skriver udvalgsformand Bennie Thompson i et åbent brev.

Kevin McCarthy afviser natten til torsdag dansk tid at afgive forklaring for Repræsentanternes Hus. Kan kalder efterforskningen ”illegitim”.

- Som repræsentant for og leder af mindretalspartiet er det hverken med fortrydelse eller nydelse, at jeg har besluttet mig for ikke at deltage i udvalgets magtmisbrug, som tilsmudser denne institution og vil skade den i fremtiden, skriver han i en udtalelse på sin hjemmeside.

Bennie Thompson har tidligere sagt, at udvalget i øjeblikket ser på, om man kan stævne andre medlemmer af Repræsentanternes Hus for at kunne retsforfølge dem, hvis de ikke vil afgive forklaring.

Sagen handler om 6. januar sidste år, hvor Trump-støtter stormede den amerikanske regeringsbygning for at forhindre demokraten Joe Biden i at blive godkendt som præsident.

Flere mistede livet under og efter hændelsen. Mindst 700 mennesker er blevet tiltalt i kølvandet på begivenhederne.

Udvalget, som er nedsat i Repræsentanternes Hus, har indkaldt en lang række personer tæt på Trump til at afgive forklaring om forløbet.

Blandt andet er hans tidligere stabschef Mark Meadows blevet bedt om at vidne, men det nægtede han. Siden er Meadows blevet tiltalt for at ignorere en stævning om at møde op og afgive forklaring.

Også Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon er blevet stævnet.

Udvalget sigter efter at kunne aflægge rapport til sommer.

Ifølge udvalgets medlemmer vil alt materiale, der indikerer kriminel adfærd af Donald Trump, blive indleveret til det amerikanske justitsministerium.

Der bliver spekuleret i, om Donald Trump med sine udtalelser har opfordret til stormløbet på Kongressen.

Den 6. januar sagde han, at amerikanerne ”får en illegitim præsident”.

- Hvis i ikke slås som bare fanden, kommer I ikke til at have et land længere, sagde han ifølge BBC.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen